Musik-anmelderne kappedes om at hælde flest smædeord i anmeldelserne af David Owes debutalbum 'Tomorrow', der blev udgivet 6. november. 'Nutrasweet-klistrede fortolkninger' og 'hylende morsom og samtidig ynkelig' er blot nogle af de gloser, der blev brugt.
Men den syngende skuespiller tager anmeldelserne rimelig roligt. Han mener ikke, at de går på hans sang, men mere er jantelovs-lignende angreb.
Ikke ked af det
- Jeg har læst nogle af anmeldelserne og fået et par refereret, selv om jeg blev rådet til at lade være. Men jeg bliver ikke ked af det, for anmeldelserne går ikke direkte på produktet. De går efter konceptet omkring, at jeg skulle lave en plade, siger David Owe, som har brugt mange kræfter på albummet.
Blandt andet har han været i Prag for indspille nogle af sangene med et strygeorkester.
- Jeg har benyttet nogle af Danmarks bedste jazz-musikere og er yderst tilfreds med resultatet, og jeg kan kun sige til folk, at de skal lytte til pladen og danne deres egen mening.
David Owe turnerer stadig som Benny i teaterversionen af 'Midt om natten'. Og hvis nogen skulle frygte, at han skifter branche, kan de tage det helt roligt. Der bliver ikke udgivet flere album fra hans mund.
- Lige nu synger jeg en masse sange i forestillingen, og i fremtiden kommer jeg også til at lave teater, hvor der indgår musik, så jeg er ikke skræmt væk fra musikken.