Malmros og konen: - Vi brændte alle artiklerne af på et stort bål

Det var hårdt for Nils Malmros' kone, da medierne begyndte at skrive om deres personlige tragedie, der er baggrunden for filminstruktørens seneste - og sidste - film

Nils Malmros og hans hustru Marianne Tromholt var helt klar over, at det ville skabe en enorm offentlig omtale og interesse i samme øjeblik det blev offentligt kendt, at Malmros nye film handler om hans hustrus psykose og hendes drab på deres fælles ni måneder gamle datter, Anne.

I det halvandet år, filmen blev optaget, lykkedes det for filmholdet og alle omkring at holde emnet hemmeligt. For det var meget vigtigt for Nils Malmros, at publikum nåede at se filmen og opleve dens tema, før de kunne læse om det i medierne. Men hemmeligheden blev brudt allerede i sommer, og nu har Nils Malmros derfor valgt at følge med og fortælle åbent om det hele, bl.a i flere interview i Ekstra Bladet.

Familietragedien for 29 år siden har gjort kærligheden mellem Marianne Tromholt og Nils Malmros endnu dybere og stærkere. (Foto: Hanne Juul/All Over) Kendte ’En stor sejr for os begge’

- Medierne har været meget anstændige. Når der sker en så voldsom katastrofe, så kommer anstændigheden op i os alle. Det har vi i hvert fald oplevet både fra pressen og omgivelserne, gennem alt dette her siger Nils Malmros.

- Vi vidste, mediestormen ville komme, og det er da heller ikke noget galt i. Men jeg må indrømme, at det føltes voldsomt, og at tre dages kioskbaskere var hårdt for Marianne.

Så da det hele var overstået, gik Nils Malmros op til den lokale kioskejer på Kridthøjtorvet i Højbjerg. Og her fik han alle plakaterne og forsiderne om sin og Mariannes personlige tragedie udleveret.

Se også: Ny Malmros-film afslører: Konen dræbte spædbarn

- Jeg tog det hele med hjem til Marianne. Vi krøllede bunken sammen og så lavede vi et bål:

- Et besværgende basker-bål. For at komme videre.

Nu venter parret så på publikums reaktion.

På mandag har filmen ’Sorg og Glæde’ en enkelt udsolgt forpremiere i Aarhus, dernæst bliver den vist i Rom og har endelig premiere i Danmark 14. november.

Mest læste i flash!
Hent flere