Gustav vidner mod sin formodede voldsmand

Der er kaldt til stort støtte-arrangement for realitystjernen, når han torsdag skal stå ansigt til ansigt med manden, der er tiltalt for vold

Gustav Salinas skal i morgen i retten møde sin formodede overfaldsmand for første gang. (Foto: Jakob Jørgensen)
Gustav Salinas skal i morgen i retten møde sin formodede overfaldsmand for første gang. (Foto: Jakob Jørgensen)

Gustav Salinas får masser af opbakning, når han torsdag morgen skal se sin gerningsmand i øjnene for første gang.

Gustav skal i Københavns Byret vidne mod den 24-årige mand, som er tiltalt for at have slået ham ned med en flaske, da han natten til den 19. oktober var i byen med kendis-baben Lisa Lents.

Se også: Gustav blev også overfaldet: Her er hans råd til Yahya

Den 24-årige mand fra Ballerup har været varetægtsfængslet for overfaldet, som han har erkendt.

Et overfald, der kostede 23-årige Gustav en tur på Rigshospitalets Traumecenter, hvor han måtte syes for en flænge i baghovedet.

Der er på forhånd annonceret en støtte-happening foran Byretten torsdag. Initiativet 'Stop Had' har på Facebook inviteret alle til at møde op og støtte Gustav og samtidig markere deres foragt for såkaldte hadforbrydelser - dvs. vold rettet mod seksuelle minoriteter og transkønnede.

- Vi vil støtte Gustav. Det er svært at møde sin gerningsmand. Og vi vil samtidig have synliggjort det, der foregår med hensyn til hate crimes, siger Jacob Nicu fra Stop Had.

Se også: Gustav: Min overfaldsmand skal ikke i fængsel

- Vi fra Stop Had vil følge med i alle de hate crime-sager, vi kan, for at se om hate crime paragraffen bliver brugt, som den skal, forklarer han.

Gustav Salinas er glad for støtten:

- Der bør være plads til i samfundet, at man kan sige sin mening og være, som man er. Jeg gør ikke nogen fortræd, og jeg gør ikke skade på nogen, siger Gustav.

Se også: Ung mand varetægtsfængslet for overfald på Gustav