Gustav rasende: Overfaldsmand dømt

Realitystjernens voldsmand fik dom på 60 dage

Da realitystjernen Gustav Salinas for en måned siden var i byen med veninden, den tidligere 'Vild med dans'-deltager Lisa Lents, endte byturen dramatisk, da Gustav blev overfaldet. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Da realitystjernen Gustav Salinas for en måned siden var i byen med veninden, den tidligere 'Vild med dans'-deltager Lisa Lents, endte byturen dramatisk, da Gustav blev overfaldet. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
 

Gustav Salinas' voldsmand har netop fået en dom på 60 dages ubetinget fængsel. Men da han allerede har siddet inde i 30 dage, så er han fri til at gå.

Overfaldsmanden har modtaget dommen og omfavner glad sin familie. Gustav derimod er rasende.

- Jeg forstår det ikke, siger Gustav i retten.

- Det er urimeligt, jeg kan rende ind i min voldsmand igen, siger han.

Det var ellers en både fattet og kampklar Gustav Salinas, der torsdag formiddag afgav forklaring i retten. Undervejs i retssagen havde han dog svært ved at skjule sin foragt for den 24-årige mand, der overfaldt ham ved Københavns Hovedbanegård den 19. oktober.

 

- Han lyver! lød det fra realitystjernen, da overfaldsmandens ven gav forklaring om, at både Gustav og veninden Lisa Lents var arrogante, da overfaldsmanden bad om at få taget billeder med Gustav den skæbnesvangre nat.

Provokeret af at blive kaldt skatter
- Lisa var meget arrogant og provokerende, da vi henvendte os for at få et billede. Og så blev vi provokeret af, at Gustav kalde os for 'skatter'. Jeg er ikke hans skatter, forklarede vennen.

Overfaldsmanden havde tidligere forklaret, at Gustav havde nægtet at stille op til et foto, men realitystjernen var uenig i den påstand:

- Jeg siger aldrig nej til at stille op til et foto, fastslog Gustav.

Måtte syes med adskillige sting
Overfaldsmanden kylede en flaske i baghovedet på den 23-årige realitykonge, der måtte køres til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han blev syet med adskillige sting. Gustav fortalte i retten, hvor voldsomt overfaldet har påvirket ham.

- Når jeg er i byen, er jeg nervøs for, at folk kan finde på at gøre sådan noget. Jeg kan blive helt panisk, når folk vil have taget et billede sammen med mig, og det er jo, hvad jeg lever af. Det har påvirket mig meget, forklarede Gustav i retten.

Se også: Linse støtter Gustav i retten

Støtte min lille mand
Til at støtte Gustav i retten var hans reality-kollega, Linse Kessler.

- Jeg er her for at støtte min lille mand, fortalte Linse, der talte med Gustav dagen efter overfaldet:

- Det, der ramte mig hårdest, var, at Gustav var så ked af, at de havde snydt ham. Det var mere det end selve slaget, der gik ham på. Jeg HADER når Gustav er ked af det, fastslog Linse til Ekstra Bladet.

 

Se også: Gustav: Overfaldet har påvirket mig meget

Aggressive fra start
Også Lisa Lents udviste sin støtte. Hendes var dog fra vidneskranken. Ifølge den tidligere taekwondo-stjerne var voldsmanden og hans venner aggressive fra start:

- Gustav havde lige stillet op til et billede med to fyre, og de var ok. Den tiltalte og en af hans venner ville også have taget et billede, men de var fra start aggressive og provokerende, fortalte hun i retten.

- Den tiltalte var meget ubehagelig og sagde blandt andet, at Gustav selv havde valgt at blive kendt og derfor havde han bare at stille op til et foto.

Se også: Gustavs voldsmand: Jeg har det dårligt med det

Den 24-årige overfaldsmand havde selv tidligere afgivet forklaring.

- Min kammerat får øje på Gustav. Han synes, han har en fed personlighed og spørger, om vi må få taget et billede sammen med ham. Gustav siger nej, og det går mig på. Det tager jo kun to sekunder, forklarede den unge mand lavmælt under afhøringen.

- Jeg råbte bøsserøv
- Jeg råbte bøsserøv, og så bukker jeg mig ned og tager en flaske, der står på jorden og smider den. Gustav råber 'av', og så ved jeg, at flasken har ramt ham. Herefter begynder jeg at løbe, forklarede den unge mand, der herefter skulle svare på spørgsmålet 'hvorfor gjorde du det?'.

- Det har jeg spurgt mig selv om mange gange. Jeg havde det virkelig dårligt med det, da jeg kom hjem.

I retten kom det frem, at den 24-årige lider af Tourettes syndrom - en organisk neurobiologisk lidelse, der er karakteriseret ved flere forskelligartede motoriske tics (ufrivillige muskelbevægelser).

Han ville dog ikke kommentere på, om sygdommen havde indflydelse på hans angreb på realitystjernen:

- Jeg er jo ikke ekspert, lød meldingen.

Den 24-årige meldte sig selv til politiet mandag morgen efter overfaldet.

- Det generer mig ikke, at Gustav er homoseksuel. Jeg ser hans programmer sammen med min kæreste. Han siger mange dumme ting på skærmen, men han er sjov at se på, forklarede den 24-årige, der altså nu er dømt for vold mod tv-stjernen.

Mest læste i flash!
Hent flere