Surfer måtte svømme 3 km i orkan-bølger

Den danske surfer Robert Sand knækkede masten på sit surfbræt og måtte svømme 3 kilometer i de seks meter høje bølger for at komme i land ved Klitmøller - se de helt utrolige billeder her

Robert Sand surfede direkte ud i stormen, hvor han  knækkede masten på sit surfbræt.(Foto: Friends of Cold Hawaii)
Robert Sand surfede direkte ud i stormen, hvor han knækkede masten på sit surfbræt.(Foto: Friends of Cold Hawaii)

Den kraftige orkan Bodil fik 'Cold Hawaii' i Nordjylland til at vise tænder i dag. Stormsurfer Robert Sand trodsede naturens kræfter og satte kursen mod de gigantiske bølgerne ud for Ørhage i Klitmøller.

Det blev til en times sejlads på kanten af det mulige. Umiddelbart før solnedgang skulle Robert have sin sidste tur ud. Et godt stykke fra land skete det, der helst ikke må ske. Robert blev taget af en af stor bølge, som knækkede hans mast.

 

På land mistede man Robert af syne og konstaterede efter nogle minutter, at noget måtte være galt. Seks mand organiserede sig hurtigt langs kysten uden dog at kunne se Robert. Efter længere tid skyllede Robert i god behold i land ved Splittergab nord for Klitmøller, hvor han blev samlet op.

Robert udtaler:

- Jeg skulle vende umiddelbart før en ret stor bølge (red: det er jysk og betyder 6 - 8 m). Jeg røg i baljen og ja, det var det sidste, jeg så til mit grej. Jeg svømmede og blev båret af strømmen omkring 3 km. Under land var der utrolig meget strøm, jeg kunne næsten ikke komme ind. Jeg kæmpede vel i 20 min, inden det lykkedes - lige tids nok til, at jeg kunne nå at hente min søn i dagplejen.”

 

Til Ekstra Bladet uddyber Robert Sand:

- Det er den mest intense storm, jeg har surfet i. Mit surfbræt blev simpelten revet væk af vinden. Jeg forsøgte først at svømme ind mod land, men fandt ud af, at det var umuligt, og så lod jeg bare bølgerne og strømmen sørge for, at jeg kom ind til land. Jeg var så heldig, at mit surfbræt drev ind kun 50 meter fra, hvor jeg selv drev ind.

 

Jeg frygtede for mit liv
Frygtede du på noget tidspunkt for dit liv?

- Ja, jeg var meget bekymret en overgang, fordi vinden tog til og det begyndte at blive mørkt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Robert Sand, der oplevede sin sidste store storm det samme sted tilbage i 2006.

Robert, der er tidligere professionel windsurfer, er født og opvokset i Klitmøller. Han betragter Ørhage - i surferkredse kendt som “The Reef” - som sit home-spot.

 

1 af 5 Stormen rasede om ørerne på Robert.(Foto: Friends of Cold Hawaii)
2 af 5 Himmel og hav står i et.(Foto:Friends of Cold Hawaii)
3 af 5 Et smukt og forurolilgende syn. Selv mågerne havde svært ved at holde balancen i den kraftige orkan.(Foto:Friends of Cold Hawaii )
4 af 5 Robert Sand er her fotograferet ved Ørhage i Klitmøller før sin dramatiske surftur.(Foto: Friends of Cold Hawaii)
5 af 5 Robert Sand surfede direkte ud i stormen, hvor han knækkede masten på sit surfbræt.(Foto: Friends of Cold Hawaii)