Medina smider Christopher ud

Kæresten eksisterer ikke længere i popdronningens digitale univers

Medina og Christopher sammen til festival i år. Nu har hun slettet alle hans billeder. (Arkivfoto: Sisse Stroyer).
Medina og Christopher sammen til festival i år. Nu har hun slettet alle hans billeder. (Arkivfoto: Sisse Stroyer).

Det er ikke kun i den private del, at Medina og Christopher længe har hængt sammen som ærtehalm.

Også på de sociale medier var de uadskillelige og levede næsten i symbiose på Instagram.

Men ikke længere.

Popdronningen Medina har som en anden nordkoreansk diktator fjernet samtlige billeder af Christopher med en sjælden set nidkærhed.

Se også: Medinas Christopher vil være mand og tjene pengene

Hvor Christopher tidligere var med på dusinvis af billederne på hendes profil på Instagram, figurerer han nu kun på et enkelt, hvor parret er fotograferet sammen på et opslag i Se og Hør.

Alle andre billeder er væk.

Samtidig er antallet af mennesker, hun følger på Instagram, skrumpet fra 120 til blot 119. For Christopher er ikke længere en, som Medina ønsker at holde sig orienteret om i sit såkaldte newsfeed.

Se også: Se billederne: Kendis-fest i alpe-paradis

Christopher har fortsat billeder af Medina på sin profil, men heller ikke han følger længere popdronningen, som han for nylig flyttede sammen med i Stay Hotel på Islands Brygge.

Om udrensningen af billeder med Christopher betyder, at de er gået fra hinanden, har det ikke været muligt at få opklaret.

Medina og Christopher har ikke for vane at kaste deres telefonnumre i grams til pressen og Medinas manager, Thomas Børresen, er meget fåmælt overfor Ekstra Bladet:

- Jeg har ingen kommentarer.

Se også: Christopher får BMW i julegave

Christopher har for nylig i Femina talt ud om besværlighederne ved at være brandet som hendes hundehvalp og ved at være sammen med en kvinde, der har mere succes end ham.

- Mine venner ved godt, at jeg ikke er Medinas hundehvalp, siger han blandt andet i damebladet.

Og om pengene lød det:

- Det er let at spille hård og sige, at 'det rammer mig overhovedet ikke', men så ville jeg lyve. For selvfølgelig rammer det mig. Jeg vil da være lige så stor som hende. Det er supercool, at min kæreste tjener mange penge - men jeg vil da gerne tjene lidt flere. Det skal nok komme. Jeg har planer om at overhale hende indenom i den nærmeste fremtid.

Christopher er netop vendt hjem fra en koncert på Færøerne, mens Medinas sidst kendte opholdssted var Hotel d'Angleterre, hvor hun var sammen med Julie Zangenberg.

Medina og Christopher har været kærester siden april sidste år.