Sladderkongen er død

Se og Hørs legendariske chefredaktør Mogens E. Pedersen blev 85 år gammel

Mogens E. Pedersen - også kendt som Mep - blev 85 år gammel. (Foto: Claus Bjørn Larsen).
Mogens E. Pedersen - også kendt som Mep - blev 85 år gammel. (Foto: Claus Bjørn Larsen).

En af dansk presses mest farverige personer, Se og Hørs tidligere chefredaktør Mogens E. Pedersen, er død. Det skriver Se og Hør.dk.

Ifølge ugebladet skrantede helbredet voldsomt de sidste par år, hvor Mep, tilbragte det meste af tiden siddende i en stol, bevæbnet med sine cigaretter og en flaske rom, men næsten altid omgivet af venner og familie.

Nytårsaften blev Mep dårlig, og natten til søndag sov han ind.

Mep ifølge Wikipedia:

Mogens E. Pedersen arbejdede oprindeligt som murer og deltog efter 2. verdenskrig i genopbygningsarbejdet i Nordnorge. Herfra sendte han artikler hjem til Dagbladet Information. Hjemvendt fra Norge fik han i 1949 elevplads på Sorø Amtstidendes Korsør-redaktion. Senere kom han til Sjællands Tidende i Slagelse og i 1966 blev han ansat ved Berlingske Tidende. Han blev chefredaktør for Se & Hør i 1970, hvor hans største opgave var at rette op på bladets faldende oplagstal. Det lykkedes – oplaget var på 120.000, da han tiltrådte, og da han gik på pension i 1997 var oplaget 340.000. Under MEP's ledelse blev Se & Hør kendt for sin pågående linje, der medførte adskillige retssager.