Gustav raser efter bil-skade: - De griner ad mig

Realitystjernen fik søndag smadret sin nye bil i Shells vaskehal. Nu bliver maskinen undersøgt

Gustav ville søndag 'forkæle' sin nye bil med en støvsugning og en vask. Det kostede en rude og en bule i taget. (Privatfoto)
Gustav ville søndag 'forkæle' sin nye bil med en støvsugning og en vask. Det kostede en rude og en bule i taget. (Privatfoto)

Det var et sandt drama, der søndag udspillede sig på Shell på Vermlandsgade på Amager, hvor Gustav ville vaske sin nye bil i tankstationens vaskehal.

For bilen blev ikke vasket af de store børster. Den blev ødelagt - fik forruden smadret og taget bulet.

Se også: Gustavs nye bil smadret

Under vasken befandt Gustav sig i bilen, han frygtede, at ruden ville blive knust ned over ham.

- Det var som at være med i en gyserfilm. Børsten blev bare ved med at mase sig ned mod ruden, og jeg var rædselsslagen for, at den ville sprænge i hovedet på mig, siger Gustav.



Sådan så Gustavs bil ud efter turen i vaskehallen. (Privatfoto)
Sådan så Gustavs bil ud efter turen i vaskehallen. (Privatfoto)


I modsætning til bilen slap realitystjernen heldigvis fra vaskehallen uden skrammer, men dagen derpå er Gustav stadig rystet og voldsomt bekymret for, hvem der skal betale for de skader, hans sorte BMW 330 har fået.

- I går var de totalt flabede og sagde, at det måske var min egen skyld. At jeg måske stillede bilen forkert i hallen. Og da jeg ringede til Shell-tanken i dag, grinede de ad mig. Chefen grinede ad mig!, fortæller en tydeligt ophidset Gustav.



Gustav nåede kun at have sin bil i få dage, før den blev ødelagt på Shell på Vermlandsgade på Amager. (Privatfoto)
Gustav nåede kun at have sin bil i få dage, før den blev ødelagt på Shell på Vermlandsgade på Amager. (Privatfoto)


Fra Shells hovedkontor er tonen en lidt anden. Kommunikationsdirektør Regitze Reeh siger, at Shell nu vil undersøge vaskeanlægget, der har ødelagt Gustavs bil, nærmere.

- Jeg har aldrig hørt om, at en maskine har smadret en rude før, siger hun til Ekstra Bladet. Og fortsætter.

- Men hvis det er en teknisk fejl på anlægget, så betaler vi naturligvis for skaderne via vores forsikring. Det er en formsag, siger Regitze Reeh.

Ifølge Gustav vil det koste omkring 30.000 kroner at skifte forrude og rette bulen i taget ud på hans bil, som han har døbt Armani.

Se hvordan Gustav reagerede, da hans bil var blevet ødelagt i vaskehallen i klippet herunder