Patrik Wozniacki viser six-pack

Caroline Wozniackis storebror har trænet hårdt i den seneste tid, og det kan man se på overkroppen

Patrik Wozniacki viser sin six-pack frem på det sociale medie Instagram (Foto: Privatfoto/Instagram).
Patrik Wozniacki viser sin six-pack frem på det sociale medie Instagram (Foto: Privatfoto/Instagram).

Sommersæsonen står for døren, og den varmer Patrik Wozniacki op til.

Derfor har han den seneste tid trænet hårdt for at få en flot krop til sommerens strandture - og resultatet viser han glædeligt frem for alle sine 'followers' på det sociale medie, Instagram.

- Nu er det snart sommer, og så vil man jo gerne af med det kølige vinterflæsk, selvom jeg jo ikke var tyk før. Men jeg ville bare gerne i gang med træningen igen og komme i bedre form, fortæller Patrik Wozniacki til Ekstra Bladet.

Se også: Stolt Caroline

Slækket på kroppen de seneste år
Selvom Caroline Wozniackis storebror har spillet fodbold i mange år - blandt andet i Frem, FC Nordsjælland og Brønshøj - har 27-årige Patrik Wozniacki slækket på træningen de sidste par år.

- Jeg har ikke gjort så meget ud af min krop de sidste to og et halvt år. Så det ville jeg gerne gøre nu - bare for at være glad for det, man ser på hver morgen, når man står op, forklarer han.

'Ser lyset for enden af tunnelen'
Og noget kunne tyde på, at fodboldspilleren går igennem en udviklingsfase på flere områder end kroppen.

Se også: Wozniacki bliver fodboldagent

Således har Patrik Wozniacki i dag lagt et billede op på det sociale medie, hvor han fortæller, at han nu kan se lyset for enden af tunnelen, hvorefter han takker en person for at 'åbne hans øjne og lade ham flyve'.

- Du skriver også, at du har set lyset for enden af tunnelen. Hvad går det ud på?

- Det er noget privat. Det har jeg ikke lyst til at komme ind på. Der er noget, men ikke noget, jeg har lyst til at kommentere nu, lyder det.

Tanker, som folk kan bruge
- Hvis du ikke vil fortælle om det, hvorfor skriver du det så på de sociale medier?

- Det er sådan set bare for at komme ud med det. Det er nogle dybe tanker til alle, som de kan bruge, fortæller Patrik Wozniacki, der ikke vil uddybe, hvad der ligger bag ordene på Instagram.

Se også: Carolines begejstrede bror: De tog fusen på os

- De folk, som er der for mig, ved, hvad det drejer sig om. Det er det, der betyder noget for mig, siger han og forklarer, at han er inspireret af den amerikanske sanger Tyrese Gibson og de tanker, han gør sig - hvilket ifølge Patrik Wozniacki er til hjælp for andre.

- Det, jeg skriver, er nogle tanker, som ikke kun er til mig, men til alle, som kan bruge dem. Jeg vil gerne dele nogle ting, også hvad min træning angår. Det gælder om at gøre en indsats, fortæller han.