Brdr. Price til Monte Carlo-drengene: Er I tøsedrenge?

De glade madbrødre har udfordret radioværterne til duel, men har endnu ikke fået svar på deres invitation

Brødrene Price forstår ikke, hvor 'Monte Carlo'-drengene ikke vil komme forbi deres restaurant. (Foto: Linda Johansen og Jan Unger)
Brødrene Price forstår ikke, hvor 'Monte Carlo'-drengene ikke vil komme forbi deres restaurant. (Foto: Linda Johansen og Jan Unger)

Hvis der bare er riiiiiigeligt med smør, plejer brødrene Price at være glade og tilfredse.

Men nu er det lykkedes 'Monte Carlo'-drengene fra P3 at skuffe de to madglade brødre fælt og dermed få deres mundviger til at hænge en smule.

'Monte Carlo'-værterne Esben Bjerre og Peter Falktoft har nemlig opfundet det knap så positive begreb 'Price-agtigt', som ifølge en forklaring på Facebook fra radioværterne blandt andet hentyder 'til en tilstand af konstant tilstedeværelse. Andre gange hentyder det til en form for selvsmagning og/eller nydelse.'

Se også: Monte Carlo-baby på vej

Men Adam og James Price ville gerne vide mere om begrebet og inviterede Esben Bjerre og Peter Falktoft ind på deres restaurant i Rosenborggade i København til et offentligt arrangement, hvor de fire DR-kollegaer kunne få talt ud.

Først svarede de populære 'Monte Carlo'-radioværter, at de meget gerne ville kigge forbi, men siden hen er kommunikationen mellem brødrene og radio-gutterne forstummet - og en dato er aldrig blevet fundet.

Se også: Monte Carlo: Det er vi bange for

- Jeg må da indrømme, jeg undrer mig lidt over, at de ikke har taget handsken op endnu. De har en stående invitation til at komme til en af vores fredagsbar-arrangementer og fortælle os, hvorfor og hvordan vi er blevet roden til alt ondt i deres verden, siger Adam Price til Ekstra Bladet og tilføjer:

- De takkede først ja til udfordringen, men da vi kom op med et konkret datoforslag, mistede de åbenbart modet. Gad vide, om de er nogle tøsedrenge? Det håber jeg jo ikke som Monte Carlo-fan. Men det må tiden vise. Far er ikke vred, men far er lidt skuffet…

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra de to fyre bag 'Monte Carlo'.

Du kan se invitationen og korrespondancen her.

Se også: Falktoft: DR's generaldirektør dominerer luftrummet