Spang Olsen dagen derpå: - Jeg har haft det bedre

Den danske stuntmand er mærket men ved godt mod, efter han blev korsfæstet

- Den her oplevelse vil sidde i mig til jeg dør, og jeg ville ikke have været foruden, siger Lasse Spang Olsen. (Foto: AP)
- Den her oplevelse vil sidde i mig til jeg dør, og jeg ville ikke have været foruden, siger Lasse Spang Olsen. (Foto: AP)

Lasse Spang Olsen kan mærke, at han lever. Hans forbundene hænder er ømme og fødderne gør ondt, efter han Langfredag blev korsfæstet på Filippinerne.

Se også: Lasse Spang korsfæstet på Filippinerne: - Det var ubeskriveligt

- Mine hænder og mine fødder har haft det bedre, men de har det ikke så dårligt, at de ikke bliver i orden igen. Jeg har ikke nogen følelse i min ringfinger, men det kommer, tror jeg, siger Lasse Spang Olsen, der er på vej hjem til Danmark.

- Hvor slemt er det. Kan du bruge hænderne, når du skal spise og kan du gå?

- Ja ja, det gør selvfølgelig ondt, men kan sagtens gå og bruge mine hænder. Jeg spiller håndbold på et oldboys-hold, og jeg må sige, at det er betydeligt værre for hænderne end en korsfæstning, siger han med et grin.



Her har Lasse Spang Olsen fået det første søm i kroppen. (Foto: AP)
Her har Lasse Spang Olsen fået det første søm i kroppen. (Foto: AP)


Grinede gjorde stuntmanden ikke i går. I 15 minutter hang Lasse Spang Olsen med fire lange søm gennem sig på korset og led.

- Hvordan sikre man, at sømmene kke rammer i knoglerne?

- Det kan man heller ikke helt, men sømmene er sindssygt skarpe. Ham, der skal slå det i, gør sådan, at han maser sømmene så langt ind, han kan, med håndkraft først. Og fordi de er så skarpe gør det, at sømmene går forbi knoglerne, fortæller Lasse Spang Olsen, der som skikken er, selv sleb sine søm skarpe.

- Sømmene man bruger er ret tykke - cirka som en lillefinger. Og der er ikke meget plads til fremmedlegemer i sådan en hånd. Så når sømmet bliver hevet ud, lukker hullet sig ret godt af sig selv igen, siger vovehalsen og forklarer, at det også er derfor, at det ikke bløder, når man hænger der på korset.



Den danske stuntmand blødte først, da han blev taget ned af korset. (Foto: AP)
Den danske stuntmand blødte først, da han blev taget ned af korset. (Foto: AP)


- Sømmet er lidt som en prop, men der var en veneblødning på højre hånd, da jeg kom ned. Det blødte ad helvede til, siger han.

- Hvor meget blod tabte du, ved du det?

- Nej, og på det tidspunkt var jeg også lige glad. Jeg var så høj oven på den absurde oplevelse, så det var helt lige gyldigt, siger Lasse Spang Olsen, der ikke kun fysisk men også mentalt kan mærke gårsdagens tur på korset.

- Adrenalinet er ude af kroppen, men jeg flyttede mig hen et andet sted rent mentalt i går. Jeg har oplevet noget, som jeg ikke har prøvet før. Det er så bizart, når ens krop rykker ud af sig selv – og det har jeg ikke prøvet tidligere. De ting, jeg har gjort før, har været mere i kontrol. Det her var meget mere sanseligt. Den her oplevelse vil sidde i mig til jeg dør, og jeg ville ikke have været foruden, siger han.