Se og Hør opretter panik-hotline for kendisser

Chefredaktør Niels Pinborg fortæller, at hans telefon er åben for alle kendte danskere, der har spørgsmål

Se og Hør beskyldes for at have overvåget kendte og kongeliges kreditkorttransaktioner. Bladet afviser og inviterer alle utrygge kendte til at ringe til chefredaktøren. (Foto. Polfoto)
Se og Hør beskyldes for at have overvåget kendte og kongeliges kreditkorttransaktioner. Bladet afviser og inviterer alle utrygge kendte til at ringe til chefredaktøren. (Foto. Polfoto)

Se og Hør har travlt med at lægge afstand til de beskyldninger, som BT i dag har bragt til dørs - nemlig at sladderbaldet i en fire-årig periode systematisk har overvåget både kendte og kongeliges kreditkorttransaktioner via en IT-ekspert ved Nets, det tidligere PBS.

I en pressemeddelelse, som Se og Hør udsendte tidligere i dag, afviser chefredaktør Niels Pinborg påstandene og opfordrer samtidig alle kendte danskere, der enten føler sig nervøse eller utrygge over BTs historie, til at ringe til sig.

Se også: Avis: Ugeblad bag ulovlig overvågning af de kongelige

- Jeg forstår, at alene mistanken om at det skal have været tilfældet (den systematiske overvågning, red.) skaber utryghed blandt kendte danskere, og derfor vil jeg gerne beklage, at sådanne påstande kommer frem i en roman skrevet af en tidligere medarbejder på Se og Hør, udtaler han i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Jeg vil derfor gerne invitere alle kendte danskere, der måtte føle sig utrygge over denne historie til at ringe til mig. På Se og Hør ønsker vi kun at have et godt forhold til de kendte præget af gensidig respekt for hinandens roller i mediebilledet.

Se også: Qvortrup om Se og Hør-skandale: Det er helt nyt for mig

I en artikel om romanen 'Livet, det forbandede', der udkommer i morgen og er skrevet af den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, skriver BT, at oplysningerne i bogen om, at Se og Hør skulle overvåge kendte og kongeliges kort-transaktioner systematisk, ikke bare er forfatterens egne fantasier, men at avisen skulle være i besiddelse af dokumentation for, at overvågningen er foregået i en periode på fire år fra 2008 til 2012 - og måske længere.

Kendte danskere, der gerne vil i kontakt med Niels Pinborg, kan ringe til Aller på 72 34 20 00.

Se også: Se og Hør: Vi holder os inden for loven



Se også: SF kræver også undersøgelse af Se og Hør



Se også: V: Minister skal undersøge Se og Hør