Ekstra Bladets redaktionschef tager ferie

Redaktionschef Lise Bondesen er tidligere nyhedschef på Se og Hør

Ekstra Bladets redaktionschef for underholdningsstoffet, Lise Bondesen, er i fælles forståelse med chefredaktionen taget på ferie på ubestemt tid i kølvandet på skandalen om ugebladet Se og Hørs 'tys-tys-kilde'.

Det skyldes, at Lise Bondesen kom til Ekstra Bladet fra en stilling som nyhedschef på ugebladet Se og Hør, oplyser ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen.

- Der er nu fokus på Lise Bondesens person, og vi er derfor blevet enige med hende om, at det er bedst for alle, at hun tager på ferie, til der er kommet mere ro på, og Se & Hør-skandalen er bedre belyst, siger Poul Madsen.

Han understreger, at han intet har at udsætte på Lise Bondesens arbejde, siden hun kom til Ekstra Bladet i 2013.

Se og Hør-sagen begyndte at rulle, da en tidligere ansat i bogen 'Livet, det forbandede' skrev, at ugebladet i en årrække havde betalt en kilde for at levere informationer, der var fremkommet på ulovlig vis.