Gustav om vaskehalsdrama: Beviset er væk

Realitystjernen har nu fået lov at se overvågningsvideo fra den dag, hans spritnye BMW blev ødelagt i en vaskehal. Men han raser over, at bevismaterialet ikke længere findes

Gustav med sin BMW - før den blev smadret i en vaskehal (Privatfoto).
Gustav med sin BMW - før den blev smadret i en vaskehal (Privatfoto).

Efter i lang tid at have kæmpet for at få lov til at se overvågningsvideoen fra den dag i starten af april, hvor hans spritnye BMW blev smadret i en Shell-vaskehal på Vermlandsgade, Amager, lykkedes det onsdag realitystjernen Gustav Salinas at se videoen fra hændelsen.

Og det har ikke fået ham til at tvivle på, om han havde ret i sin anklage mod Shell og deres forsikringsselskab Tryg, som ifølge ham er ansvarlige for, at hans blot tre dage gamle og svinedyre BMW blev knust.

Se også: TV: Gustav flipper ud: - Tryg og Shell er en omgang lort

- Jeg klagede, fordi jeg ikke fik lov til at se videoen, men efter at have set den, kan jeg udmærket se, at det ikke var min fejl, siger Gustav til Ekstra Bladet.

- Der er sket rigtig mange tekniske fejl, da min bil blev vasket, lyder det fra Gustav, som forklarer, at maskinen havde været lukket inden, han skulle vaske sin bil, på grund af tekniske fejl.

'Synderen' er blevet udskiftet
Selvom det ifølge realitystjernen ikke er hans skyld, at bilen blev smadret, kan det dog blive svært for Gustav at bevise det.

Den kæde, som trækker bilen gennem vaskehallen, og som ifølge Gustav har forårsaget skaderne på hans bil, fordi den har kørt for stærkt, er nemlig blevet udskiftet, fortæller han.

- Det hele er snorlige, indtil deres skide kæde trækker mig alt for hurtigt. Det er den kæde, som de har fjernet. Bevismaterialet har de skiftet og kommet en ny kæde på lige efter ulykken, raser han.

Se også: Gustav hiver forsikringen i retten

- Hvordan kan du vide det?

- Det kunne min advokat og jeg se på billederne. Da de viste en video fra i forgårs med en anden bil, sagde min advokat, at kæden ikke havde den samme farve. Før var den hvid, nu er den sort, forklarer Gustav.

Ifølge ham er det hverken Shell eller Tryg, der står for kædeskiftet, men en tredje part, der ejer maskinen med kæden.



Sådan så bilen ud efter turen i vaskehallen. (Privatfoto)
Sådan så bilen ud efter turen i vaskehallen. (Privatfoto)


Gustav: Har ikke givet op
Nu skal Gustavs advokat have en samtale med de tre parter, før sagen fortsætter.

- Og så vinder jeg forhåbentlig denne sag, og de betaler for erstatning og advokat. Jeg har ikke givet op.

- Jeg har ikke tænkt mig bare at høre efter, hvad de siger. Hvis jeg nu havde lavet en fejl, ville jeg, men jeg ved, at jeg ikke har lavet nogen fejl her, slår Gustav fast.

Se også: Gustav raser efter bil-skade: - De griner ad mig

Han er glad for, det lige præcis var ham, uheldet gik ud over.

- Der er rigtig mange mennesker, som bliver udsat for det samme, men som ikke kan gøre noget.

- Hvis det var sket for en enlig mor eller en studerende, ville de ikke have haft nogen chance. Det er jo ikke alle, der har råd til at bruge en formue på en advokat, siger Gustav.

Ekstra Bladet har fredag forsøgt at få en kommentar fra Shells presseafdeling.