Realitybabe indlagt med promille på 4,6

Nicole Brøggler fra ’Bypiger søger Bonderøv’ trak ikke vejret i halvandet minut

Når hun ikke arbejder som nøgenmodel, giver Nicole Brøggler den gas i nattelivet. Alt for meget gas. (Foto: Martin Strandby).
Når hun ikke arbejder som nøgenmodel, giver Nicole Brøggler den gas i nattelivet. Alt for meget gas. (Foto: Martin Strandby).

For Nicole Brøggler, der ud over at være nøgenmodel også er med i et par afsnit af ’Bypiger søger Bonderøv’, var en druktur forleden ved at få fatale konsekvenser.

Med en promille på mindst 4,6 røg hun på hospitalet til udpumpning og endte med at stoppe med at trække vejret i halvandet minut.

- De siger, jeg drak mig for fuld. Jeg faldt om herhjemme uden at kunne huske, hvordan jeg var kommet hjem, siger Nicole til Ekstra Bladet i kølvandet på episoden.

Ifølge Nicole havde hun en periode på halvandet minut, hvor hun ikke trak vejret.

Helt forvirret
- Jeg vågnede op i ambulancen, da jeg fik en adrenalinsprøjte. Jeg var helt forvirret, havde knaldende hovedpine og syns- og følelsesforstyrrelser, fortæller realitybaben, der også ernærer sig som eventpige og nøgenmodel.

På hospitalet røg hun til udpumpning og fik taget blodprøver, mens personalet holdt øje med hendes vejrtrækning.

- Åbenbart havde jeg lange perioder, hvor jeg ikke trak vejret, så iltningen af mit blod var ikke optimal. Det var derfor, jeg ikke kunne se og havde snurren i fingrene, siger Nicole.

Trods lægernes advarsler forlod hun hospitalet, da hun var i stand til det.

Vanvittig druk
Hun husker ikke helt nøjagtig, hvor meget hun drak for at nå den vanvittige promille, der kunne have kostet hende livet.

- Så vidt jeg husker, var det to flasker asti, seks mokaii, et par drinks, måske ti shots, en hel del jægerbombs, en halv flaske verdi og lidt tequila. Men jeg har nok drukket mere, lyder det horrible svar.

Da Ekstra Bladet spørger, om turen til hospitalet og den lange periode uden ilt nu vil få hende til at geare ned for drukken, lyder det resolut.

- Nej da! Hvis jeg er frisk nok, skal jeg i byen i Næstved på torsdag, siger Nicole.

Hun var blevet castet til ’Bypiger søger bonderøv’, men blev smidt ud af serien. På grund af druk.

Smidt ud
- De smed mig ud efter 16 dage, fordi jeg drak mig for fuld og tog i byen og festede. Det er tit, jeg drikker mig sanseløst fuld.

Den 19-årige realitydeltager er da heller ikke meget for at koble drukken til turen på hospitalet.

- Jeg nægter at tro på, jeg faldt om, fordi jeg var for fuld. Jeg følte mig ikke så stiv, at jeg burde besvime. Men jeg er selvfølgelig heller ikke læge, og jeg gav dem jo ikke en chance for at undersøge, hvad der var galt.

For to uger siden var den også gal, da Nicole gik i byen.

Vågnede nøgen
- Jeg vågnede op på SAS-hotellet ved Hovedbanegården og anede ikke, hvor jeg var. Der var to nøgne fyre, der lå og sparkede til mig og min veninde, og hverken min veninde eller jeg havde tøj på. Jeg har ingen ide om, hvad der er sket.

- Så du ved ikke, om du havde sex med de der fyre?

- Nej, det tror jeg ikke, for de var ret sure på os. Måske fordi vi ikke havde knaldet dem. De var fra Norge eller Sverige eller sådan noget. Min veninde havde også kastet op ud over det hele. Det gjorde dem nok ikke i bedre humør, lyder analysen fra Nicole.

Hun skal nu tjekkes af sin egen læge, når hun har overskuddet til det.

Ifølge alkoholdialog.dk betyder en promille på mellem fire og fem, at man ’går i koma og risikerer, at åndedrætsorganer lammes. I livsfare’. Ved fem er risikoen for dødsfald overhængende.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere