Axel Juhl: Ree har dolket mig i ryggen

Den tidligere byggematador slår hånden af Karsten Ree

Der er kommet en kvinde mellem de to gamle venner. (Foto: Kaspar Wenstrup/All Over Press)
Der er kommet en kvinde mellem de to gamle venner. (Foto: Kaspar Wenstrup/All Over Press)

De var ellers blevet forbrødret efter dramatiske sværdslag i pressen.

Men nu er krigen mellem Axel Juhl-Jørgensen og milliardæren Karsten Ree brudt ud i lys lue igen.

Axel Juhl-Jørgensen har sendt en mail til sin ven gennem 40 år, hvor han tager kraftigt afstand fra Rees angreb på ham.

'Jeg har fået mange meldinger fra venner, som ikke fatter, at du skider på et 40-årigt venskab, for at hjælpe en dybt kriminel, letlevende kvinde. For at bruge dine egne, ofte anvendte ord: 'Det er ikke i orden',' skriver Axel Juhl-Jørgensen i mailen, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

I mailen afslører Axel Juhl-Jørgensen, at Karsten Ree truede med at ødelægge deres venskab forud for, at Karsten Ree ville vidne i kæresten Jannis ankesag i Landsretten.

'En uges tid før din optræden i Landsrettens vidneskranke meddelte du mig, at vort venskab ville være slut, hvis jeg ikke stoppede med at foreholde Janni hendes kriminelle handlinger. Du afventede ikke min efterfølgende tavshed, men valgte at dolke mig med et sammensurium af løgnagtige påstande og sagen helt uvedkommende beskrivelser af min hang til damer etc., som dog ikke overgås af din,' hedder det harmdirrende i mailen.

Hermed kommer Axel Juhl-Jørgensen med beskyldninger om, at Karsten Ree skulle have hentet en kvinde hjem fra Kenya, som skulle sørge for madlavning og rengøring samt andre mere private gøremål. Kvinden modtog dog ifølge Axel Juhl-Jørgensen ikke de lovede penge.

'Det er ikke i orden. Lige til en 'Velkommen på forsiden' i Ekstrabladet,' skriver Axel Juhl-Jørgensen.

Hele balladen opstod, da Karsten Ree vidnede i Oddset-Jannis ankesag. I vidneskranken antydede han, at den nære ven Axel Juhl-Jørgensen havde en stor rolle i sagen, der handler om bedrageri mod en ældre, nu afdød, mand.

Se også: Ree slagter sin bedste ven i retten



Se også: Axel Juhl til modangreb: Ree er hjerneskadet

Senere sloges de to venner bravt i Ekstra Bladet. En kamp, der endte med, at de begge erklærede, at de stadig var hinandens bedste venner.

Men det er fortid nu.

Sat på pause
'Alt dette betyder for mig, at jeg ikke kan lægge navn til et fortsat venskab, hvis jeg skal bevare min værdighed overfor de mange venner, der har undret sig og fulgt denne udvikling. Vi må holde en pause, indtil vi ser den endelige dom den 18. december. Hvis Janni bliver dømt igen, og du vil fortsætte med hende i fængslet, vil det næppe være muligt for mig at deltage,' lyder det truende fra Axel Juhl.

Han mener, han ikke er den eneste, der vil have svært ved at være ven med Karsten Ree i fremtiden.

'Du vil nok opleve, at der er mange andre, der vil bidrage til din nye ensomhed,' afrunder han.

Se også: Juhl-Jørgensen til Ree: Janni har hjernevasket dig

Karsten Ree svarede aldrig på mailen, hvilket fik Axel Juhl-Jørgensen til at sende en ny mail.

'Da jeg ikke har modtaget nogen som helst form for reaktion fra dig på mit brev no. 2, har jeg besluttet, at jeg hermed sender kopi af dette brev til alle vore fælles venner m.v,' skriver Axel Juhl-Jørgensen.

Karsten Ree ønsker ikke overfor Ekstra Bladet at tale om brevet, som han modtog fra vennen Axel den 4. december.

- Jeg har ingen kommentarer. Det er fejlagtigt og for langt ude, er det eneste, han vil sige.

Se også: Janni og Karsten Ree: Her er vores Afrika