Lyngvild raser efter grov bus-vold: Nu må folket vågne!

Efter sin Facebook-opdatering om to somaliske knægtes overfald mod en sagesløs buspassager har Jim Lyngvild nu købt en peberspray, så kan beskytte sig selv mod hævnoverfald

Jim Lyngvild (til højre) er faret til tasterne, efter Bent Sandberg i weekenden blev offer for et umotiveret voldeligt overfald. (Privatfoto / Daniel Hjorth)
Jim Lyngvild (til højre) er faret til tasterne, efter Bent Sandberg i weekenden blev offer for et umotiveret voldeligt overfald. (Privatfoto / Daniel Hjorth)


Bent Sandberg havde været til julefrokost og sad stille og roligt i sine egne tanker, da to provokerende somaliske drenge overfaldt ham med knytnæveslag og trampede ham i hovedet i bus 6A. (Foto: Privatfoto/Henning Hjort) Vagthund Trampet i hovedet af to drenge i bus

Natten til søndag blev Bent Sandberg, der til daglig er årskortkoordinator i Tivoli, overfaldet af to somaliske knægte i bus 6A på vej fra Nørreport Station i retning mod Rådhuspladsen i København.

Han blev slået gentagne gange med knytnæver i ansigtet og trampet i ansigtet 10-15 gange, da han var på vej hjem fra julefrokost.

- Jeg sad i mine egne tanker og passede mig selv og kiggede ud i luften, da der pludselig kom to somaliske drenge op i bussen. Jeg havde sat mig til rette et godt stykke nede i bussen på højre side lige før midterdørene. Jeg havde ikke set dem, før de sagde til mig, ’at jeg ikke skulle glo på dem’, fortæller Bent Sandberg om episoden, der har fået Jim Lyngvild til at skrive en rasende opdatering på Facebook.

En flok blinde høns
På sin fanside skriver modediktatoren blandt andet, at 'denne nation er endt som en flok blinde høns, der laller rundt og er bange for at tage tyren ved hornene. Igen er to somaliske drenge gået AMOK, og har sparket... nej trampet Bent i hovedet - endda i bussen hvor INGEN gjorde noget.

Lyngvild fortæller endvidere, at han nu overvejer at stemme på Dansk Folkeparti og opfordrer 'folket' til at tage kampen op imod de kulturer, der 'mangler opdragelse'.

Den kontroversielle Facebook-opdatering har på kort tid fået 12.000 'likes', er blevet delt næsten 10.000 gange og kommenteret flere end 3.000 gange.

Samlet set er opdateringen blevet set flere end 600.000 gange, og den voldsomme opmærksomhed er kommet bag på modediktatoren, der ellers må siges at være vant til at være i offentlighedens søgelys.

- Jeg havde ærlig talt ikke regnet med, at den ville vække så meget opsigt. Jeg er klar over, at det er kontroversielt at hænge en bestemt gruppe mennesker ud, men jeg kunne ganske enkelt ikke lade være med at ytre min afsky i denne situation, siger Jim Lyngvild til Ekstra Bladet og fortsætter:

En trussel mod alle
- Der er tilsyneladende rigtig mange danskere, der er gevaldigt trætte af den modbydelige vold mod sagesløse, der jo efterhånden er en trussel mod os alle, men ingen tør sige det højt. Danskerne er en flok klynkefår, og Yahya Hassan er vel den eneste for tiden, der tør sige offentligt fra, siger Jim Lyngvild, der lover, at han heller ikke i fremtiden har tænkt sig at holde kæft - heller ikke selv om det gør ham selv til skydeskive.

- Jeg tror ikke, jeg lever, til jeg bliver 40 år. Et indlæg som dette kan få mig likvideret, men det er vigtigt, at der er nogle, der tør være kritiske overfor systemet og sige fra, siger Jim Lyngvild, der afslører, at han i kølvandet på debatten har købt sig en peberspray, så han kan beskytte sig selv, hvis nogle af de mange personer, der sender truende mails til han skulle finde på at gøre alvor af deres trusler.