DR: Se og Hør ville skrive om Jasmins far før finalen

Underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged fortæller, at ugebladet gik med til at rykke historien om Jasmins far, 'Jaguar', mod at få 'X Factor'-vinderen i tale

Ifølge DR ville Se og Hør skrive historien om Jasmins eftersøgte far uanset hvad. Det nægter ugebladets chefredaktør. (Foto: Mogens Flindt)
Ifølge DR ville Se og Hør skrive historien om Jasmins eftersøgte far uanset hvad. Det nægter ugebladets chefredaktør. (Foto: Mogens Flindt)

Når Se og Hør i dag udkommer med historien om 15-årige ' X Factor'-Jasmin og hendes mord-eftersøgte far, er det ikke tilfældigt, at det først sker efter den store finale i fredags.

DR’s underholdningredaktør Rasmus Ladefoged siger til Ekstra Bladet, at DR sammen med Jasmin og hendes mor valgte at indgå en aftale med Se og Hør, fordi ugebladet under alle omstædigheder havde tænkt sig at skrive historien.

- Vi blev gjort opmærksomme på, at Se og Hør var på historien i finaleugen mandag, hvor vi afholdt den store gratis koncert på Rådhuspladsen i København. Vores pressefolk snakker om det med Se og Hør, som har tænkt sig at skrive historien dagen før finalen, siger DR's underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged til Ekstra Bladet.

Related content

- Det er Jasmin og hendes mor ikke interesserede i. Da de ikke er interesserede i det, får vi forhandlet os frem til, at Se og Hør vil vente med at skrive historien til ugen efter finalen mod, at Jasmin og hendes mor udtaler sig til bladet. Det tænker Jasmin og hendes mor så over og vender tilbage og siger ja til det. Og vi synes, at det er et udmærket sted at lande den.

Den udlægning af forløbet er Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, ikke enig i.

- Den eneste forhandling, der har været her, er, at Jasmin og hendes mor har fået citater til godkendelse, og at Jasmins mor ikke ville have taget billeder, da vi lavede interviewet i søndags. Og det accepterede vi, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Jasmin: Jeg husker ham som en god far

- Hvorfor valgte I at vente med historien til efter finalen?

- Jasmin ville ikke medvirke før. Deres motiv har sikkert været, at en historie før finalen kunne ødelægge hendes chancer, og jeg er ikke sat i verden for at ødelægge hverken Jasmins vindereller taberchancer eller for den sags skyld 1,8 millioner danskeres ' X Factor'-fest fredag aften, så jeg har intet imod, at vi skriver historien ugen efter.

- I har på ingen måde presset dem til at medvirke?

- Det føler jeg på ingen måde. De ringer til os og siger, at de gerne vil medvirke efter finalen, og det siger vi selvfølgelig ja til.

Se også: Tidligere X Factor-deltager om Jasmin: Medierne er gået for langt

- Havde I trykt historien, hvis Jasmin ikke havde givet et interview?

- Under ingen omstændigheder. Havde dét været vores holdning, havde vi trykt historien for 14 dage siden.

Ekstra Bladet har efter interviewet med Niels Pinborg været i kontakt med DR's underholdningsredaktør, der fastholder sin version af forløbet.

- Det er stadig vores oplevelse, at det er foregået, præcis som jeg tidligere har beskrevet, skriver Rasmus Ladefoged i en mail.



Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, understreger, at han aldrig ville have trykt historien om 'X Factor'-Jasmins far, hvis hun og hendes mor ikke havde stillet op til interview. (Foto: Jonas Olufson)
Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, understreger, at han aldrig ville have trykt historien om 'X Factor'-Jasmins far, hvis hun og hendes mor ikke havde stillet op til interview. (Foto: Jonas Olufson)




Se også: Tidligere drabschef: Vi kendte godt til Jasmin