Riskær holder tale til fri hash-demo

Klaus Riskær er på barrikaden under den årlige Fri Cannabis March

Klaus Riskær Pedersen har sagt ja til at holde tale i København i starten af maj i forbindelse med 'Global Marijuana March'. (Foto: Anthon Unger)
Klaus Riskær Pedersen har sagt ja til at holde tale i København i starten af maj i forbindelse med 'Global Marijuana March'. (Foto: Anthon Unger)

Den alsidige erhvervsmand Klaus Riskær Pedersen kan lørdag 3. maj ses i et spraglet selskab, når han på Knippelsbro i København holder kick-off tale under den årlige begivenhed 'Global Marijuana March', der er en demonstration for fri cannabis, som folk fra Christiania står bag.

Netop fri cannabis er en hjertesag for den liberalt tænkende Riskær, der slet ikke kan se logikken i, at det er forbudt at ryge hash og marihuana i Danmark.

- I en stat, der er blandt de mest fordrukne i verden, nærmer det sig det hykleriske, siger han til Ekstra Bladet.

Se også: Riskær stemmer rødt

Der er ifølge Riskær en udbredt misforståelse af, at unges forbrug af cannabis sender dem videre ud i et narkomisbrug. Problemet er, siger han, at cannabis i dag i høj grad udbydes af tvivlsomme typer, der også har hårde stoffer på hylderne. Det kunne undgåes, hvis det blev legalt at sælge fjolletobak under ordnede forhold langt væk fra narkopusherne.

- Et ja til cannabis er et nej til hårde stoffer, lyder det fra Riskær, der erklærer, at han er meget glad for at få mulighed for at støtte sine gamle venner fra Christiania.

Se også: Dan Rachlin: Jeg er på Team Klaus!

- Skal du så selv have en joint under demoen?

- Det her handler om, hvad jeg tror på politisk, ikke hvad jeg ryger eller ikke ryger. Når jeg lejlighedsvis har været i kontakt med rygestoffer, har det typisk været, når fredspiben er gået rundt i et festligt lag, siger Riskær.

Fri Hash Bevægelsen, Hampepartiet, Den Grønne Revolution og Idiotiet er med til at arrangere marchen, der begynder på Christiania kl. 13 lørdag 3. maj. Riskær taler kl. ca. 14.30 på Knippelsbro.

Se også: Riskær: Husker ikke 'joint'-billede