Forlægger har set dokumentation for Se og Hør-roman: '80 procent er sandt'

Forelæggeren, der udgiver romanen, som langer hårdt ud efter Se og Hør, siger, han har set dokumentation på bogens påstande, men vil ikke komme nærmere ind på beviserne

Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Se og Hørs journalister har angiveligt over en periode på fire år modtaget oplysninger om blandt andet Visa og Mastarcard-forbrug fra prominente personer såsom prins Jochim og prinsesse Marie, men også tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og komikeren Casper Christensen. Det påstår den tidligere Se og Hør journalist Ken B. Rasmussen i en ny roman ifølge BT.

Oplysningerne er ifølge bogen videregivet af en person, der omtales som 'IT-specialist,' og i bogen står det, at personen hver måned blev betalt 10.000 kroner sort for informationerne. Oplysningerne er ifølge bogen blevet brugt, så journalisterne kunne følge kendisserne overalt.

Se også: Remee om Se og Hør-skandalen: Nu falder brikkerne på plads

Bogen, som er døbt 'Livet, det forbandede,' udsendes tirsdag af forlægger Johnny Staun fra forlaget Bogkompagniet.

- Hvis flere af bogens påstande er rigtige, hvorfor har du så valgt at udgive bogen som en roman? Hvorfor står I ikke ved det i stedet?

- Tanken er, at der er fiktion eller fakta. Så det er jo en roman i den forstand, at det er en historie om en mand, der udlever mere end sine drømme, men så sandelig også bunden, siger Johnny Staun til Ekstra Bladet.

- Hvor meget er sandt, og hvor meget er fiktion?

- Jeg vil sige, 20 procent er fiktion, og 80 procent er fakta. Det er delvist en mavefornemmelse, men det er også baseret på den dokumentation, jeg har set, som i mine øjne fortæller, at det er rigtigt nok.

- Hvad er det for noget dokumentation?

- Det vil jeg ikke udtale mig om. Men den gør, at jeg er rimelig tryg ved bogen. Hvis det er sandt, det som står i bogen, så må man jo sige, at der er tale om en skandale. Det viser, at Nets har et gevaldigt sikkerhedsproblem, hvilket er foruroligende.

Se også: Se og Hør: Vi holder os inden for loven

- Hvad er det for en form for dokumentation?

- Det vil jeg ikke udtale mig om.

- Hvilke eksempler kan du give fra bogen, som er sande?

- Det med kreditkortoplysningerne er sandt. Men ellers er det jo op til folk selv at vurdere, hvilke 20 procent, der er fiktion, og hvilke 80 procent der er sandt.

- Hvor meget vidste cheferne, Henrik Qvortrup og Kim Henningsen, om, hvad der foregik?

- Rigtig meget. Det er jeg 200 procent overbevist om, fordi jeg har adgang til dokumentation, som i mine øjne viser, at det er rigtigt nok, hævder Johnny Staun.

- Jeg mangler at se, at man tager fat i ledelsen hos Se og Hør. Ledelsen er inklusiv Henrik Qvortrup og Kim Henningsen, men det rækker endnu højere op hos Aller. Der må være nogen højere oppe i systemet, som har viden om, at deres historier er baseret på oplysninger fra kreditkort, siger Johnny Staun.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Allers udgiverdirektør Per Ingdal.

Henrik Qvortrup siger til Ekstra Bladet, at han ikke kender til, at der skulle være foregået ulovlig hacking, mens han var chefredaktør for Se og Hør.

Ifølge vores kilde skulle oplysninger om, at Se og Hør brugte fortrolige kreditkortoplysninger til at spore Joachim og Marie under deres bryllupsrejse Canada i 2008 være sande, hvad er din kommentar til det?

- Ved du hvad, jeg har ikke yderligere kommentarer, end det jeg allerede har sagt til BT, og som du sikkert også har læst. Og jeg står ved det, som jeg har sagt der, siger Henrik Qvortrup til Ekstra Bladet.

Kan du garantere, at I ikke brugte metoden med kreditkortoplysninger i forbindelse med dækning af Joachim og Maries bryllupsrejse?

- Jamen, jeg kan bare gentage, det, jeg sagde til BT, at det har jeg ikke kendt til. Det var almindelig kendt, at vi modtog oplysninger fra forskelligt hold om, hvor forskellige kendte befandt sig, og indimellem honorerede vi det. Men at det skulle være foregået på den måde, som det åbenbart er beskrevet i den her bog, det er nyt for mig, siger Henrik Qvortrup.

Se også: Qvortrup om Se og Hør-skandale: Det er helt nyt for mig