Ekspert: Journalister og chefredaktør kan risikere fængselsstraf

Det er strafbart at videregive kreditkortoplysninger, og journalister og chefredaktør risikerer en dom for informationshæleri, hvis beskyldningerne mod Se og Hør om hacking er korrekte

Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Københavns Vestegns Politi har af egen drift valgt at gå ind i skandalesagen om den påståede ulovlige hacking, som Se og Hør, ifølge den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, har benyttet til at komme helt tæt på de kendte. De vil undersøge påstanden om, hvorvidt en medarbejder fra NETS kan have lækket oplysninger til Se og Hør.

- Vi har ikke fået en konkret anmeldelse, men går ind i sagen efter at have læst artiken i BT, og da NETS ligger i vores politikreds, har vi startet en indledende undersøgelse. Den skal klarlægge, om der er grundlag for at indlede en egentlig efterforskning, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson til Ekstra Bladet.

Og ifølge advokat Peter Lind Nielsen, som også underviser i mediejura, kan de ansvarlige straffes med op til seks års fængsel, hvis de dømmes i en sag.

Se også: Remee om Se og Hør-skandalen: Nu falder brikkerne på plads

- Hvis man arbejder hos Nets og eksempelvis videregiver oplysninger om kreditkort, og hvor de er brugt, er det så strafbart?

- Det er strafbart at videregive sådanne informationer. Hvis man arbejder hos eksempelvis Nets, kan man have lovlig adgang til oplysningerne. Men det er ulovligt at distribuere dem i forhold til hackingbestemmelsen, siger Peter Lind Nielsen.

Også journalisterne, som har modtaget oplysningerne, og den ansvarshavende chefredaktør kan blive draget ind i en straffesag.

- Hvis nogen betaler for at modtage sådanne oplysninger, så er der tale om det, man kalder for informationshæleri. Hvis den ansvarshavende chefredaktør har været vidende om, hvad der er foregået, så kan han også blive retsforfulgt, siger advokaten.

- Hvad er strafferammen for disse overtrædelser?

- Strafferammen er inde i noget, der kan give fængsel i helt op til seks år, siger Peter Lind Nielsen.

Se også: Forlægger har set dokumentation for Se og Hør-roman: '80 procent er sandt'

Kunstnerisk frihed
Selv om bogen er udgivet som en roman, retter den ifølge sin egen beskrivelse direkte anklager mod Se og Hør og deres metoder.

Alligevel slipper Se og Hør journalisten Ken B. Rasmussen højst sandsynligt for at blive dømt for injurier. Det vurderer Asger Thylstrup, der er uddannet journalist og senere advokat. Han har skrevet en bog om injurier og har i mange år arbejdet særligt med injuriesager for flere medier.

- Retspraksis tenderer helt klart mod at anerkende kunstnerisk frihed. Det er meget svært at komme igennem med en påstand om injurier i forhold til litterære værker. På baggrund af min erfaring mener jeg ikke, at det vil holde i retten, hvis personerne i øvrigt optræder i klar litterær sammenhæng, siger han.

Se også: Nets undersøger påstande om Se og Hør overvågning