Nets om Se og Hør-skandale: Har aldrig oplevet noget lignende

Nets har aldrig tidligere været udsat for, at en medarbejder lækkede private kontooplysninger til medier

Når kendte og kongelige brugte deres dankort, blev informationerne sendt på SMS til Se og Hørs journalister, skriver forfatter og journalist Ken B. Rasmussen i sin bog 'Livet, den forbandede.' (Arkivfoto: Lærke Posselt)
Når kendte og kongelige brugte deres dankort, blev informationerne sendt på SMS til Se og Hørs journalister, skriver forfatter og journalist Ken B. Rasmussen i sin bog 'Livet, den forbandede.' (Arkivfoto: Lærke Posselt)

Når flere danske kendte og kongelige brugte deres kredit- eller Dankort, så røg informationerne direkte videre til journalister på Se og Hør. Det skriver den tidligere journalist på ugebladet Ken B. Rasmussen i sin nye roman, som udkommer i dag.

Men selv om bogen er udgivet som fiktion, så hævder en tidligere journalist i dag i BT, at Se og Hør angiveligt opererede med en såkaldt 'tys-tys-kilde,' som via sit job hos Nets videregav fortrolige kreditkortoplysninger fra kendte og kongelige.

Se også: Tidligere Se og Hør-ansatte bekræfter it-overvågning

- Det var imponerende og nærmest, som om virkeligheden overgik fantasien. Man havde ikke turdet håbe på, at det kunne lade sig gøre. Det var jo et fantastisk overvågningsredskab, siger kilden, som af hensyn til sin fremtid i branchen ønsker at være anonym, til BT.



Remee er en af de mange kendte danskere, der ifølge en ny bog er blevet ulovligt overvåget af Se og Hør. (Foto: Benjamin Kürstein)
Remee er en af de mange kendte danskere, der ifølge en ny bog er blevet ulovligt overvåget af Se og Hør. (Foto: Benjamin Kürstein)


Se og Hør kulegraves
Hos Nets, tidligere PBS, er man overrasket over oplysningerne, der mandag førte til, at Aller nu vil kulegrave Se og Hør. Hvis oplysninger viser sig at være sande, er der tale om et alvorligt sikkerhedsbrist hos firmaet, der er udbyder af betalings- og kortservices. Heriblandt Dankort, MasterCard, Betalingsservice og NemID.

Men firmaet forsikrer, at kundernes fortrolige oplysninger ikke tidligere har været lækket på den måde, der hævdes at være sket i bogen om Se og Hør.

- Vi har i hvert fald ikke været udsat for noget lignende før. Det kan jeg sige med sikkerhed, siger kommunikationschef hos Nets, Søren Winge, til Ekstra Bladet.

Se også: Remee om Se og Hør-skandalen: Nu falder brikkerne på plads

Sag for politiet
Også Københavns Vestegns Politi valgte mandag at indlede en undersøgelse af sagen på eget initiativ.

Men om det scenarie, der er beskrevet i bogen, overhovedet kan lade sig gøre, vil Nets ikke kommentere.

- Vi er i gang med en intern undersøgelse, som endnu ikke er færdig. Det er gået hen og er blevet en sag for politiet, som vi nu er i dialog med og bistår med information, siger Søren Winge.

Se også: Forlægger har set dokumentation for Se og Hør-roman: '80 procent er sandt'

- Så længe sagen bliver efterforsket, så vil vi bistå politiet med oplysninger og ikke give en masse detaljer udadtil. Vi vil i stedet fokusere på, hvad vi kan bidrage med.

- Men nu skal vi have undersøgelsen færdiggjort først, og vi vil egentligt ikke kommentere på noget før, siger han.

Se også: Poul Madsen: Hacking er uhørt på Ekstra Bladet

Henrik Qvortrup, der var en af de personer, som var ansat som chefredaktør på Se og Hør i den tid, Ken B. Rasmussen arbejdede for ugebladet, vil overfor BT ikke afvise, at der uden hans kendskab er begået ulovligheder under hans tid som chefredaktør. Men han har ikke selv kendskab til metoden, lyder det.

Ifølge advokat Peter Lind Nielsen, der har særligt fokus på IT, teknologi og medielovgivning, kan de ansvarlige straffes med op til seks års fængsel, hvis de dømmes i en sag.

Se også: Ekspert: Journalister og chefredaktør kan risikere fængselsstraf