Ålens nye projekt: Nu vil han sælge mad

Zentropa-bossen har søsat et nyt projekt, hvor han vil sælge mad fra biler rundt om i København

Peter Aalbæk Jensen elsker at være hobbylandmand - det styrker hans kreativitet. (Foto: Polfoto)
Peter Aalbæk Jensen elsker at være hobbylandmand - det styrker hans kreativitet. (Foto: Polfoto)

Man kan ikke klandre Peter Aalbæk Jensen for at ligge på den lade side.

Ikke nok med at han står bag en række af den danske filmverdens mest populære film, så vil den travle mand nu også til at sælge mad - og ikke bare fra en lille gårdbutik eller måske endda fra en helt traditionel restaurant. Nej, Ålen vil søsætte en hel hær af madvogne, der fra forskellige pladser i København skal sælge mad produceret af varer fra blandt andet hans eget hobby-landbrug.

Se også: 'Ålen' næsten sikker på Oscar-nominering

Det fortæller han i en annonce, som han indrykkede i gårsdagens udgave af Politiken.

'På udvalgte pladser i København skal et system af food trucks veksle mellem frokost- og aftenservering af gademad og nye destinationer hver dag. (...) Maden skal så vidt muligt være fra jord til bord-princippet - gerne et udstillingsvindue af en bestemt producents varer tilberedt til gadeservering og samtidig fungere som et varieret tilbud af menuer serveret fra de mange vogne,' står der blandt andet i annoncen.

Se også: Ålen: Fuck DFI og BT



Ålens annonce i Politiken i går, søndag. (Foto: Politiken)
Ålens annonce i Politiken i går, søndag. (Foto: Politiken)


Ekstra Bladet ringede naturligvis til den 58-årige Zentropaboss for at høre, om han virkelig har tænkt sig at starte madprojektet op.

- Det er fuldstændig seriøst. Jeg er jo fritidslandmand ved siden af, at jeg er filmproducent, og så er vejen jo ikke lang til også at tænke i afsætning af produkterne. Og da jeg nu er under skærpet tilsyn af Det Danske Filminstitut, så skal jeg jo også til at finde mig en ren form for beskæftigelse, forklarer han.

Se også: Ålen: Du sender bare betjentene, Jelved

Nederst i annoncen har Ålen tilføjet en ekstra sætning:

’P.S. Jeg gør venligst opmærksom på at jeg er under SKÆRPET TILSYN af Det danske Filminstitut’.

- Det er ikke bare for at gøre grin med DFI?

- Nej nej, det ville ligge mig så fjernt så fjernt, siger Ålen og tilføjer så:

- Nej, jeg vil hjertens gøre grin med dem, men Food Trucks er faktisk dybt seriøst.

Se også: Ålen giver whisky til Løkke efter bilagsrod



Peter Aalbæk Jensen er altid klar til kamp - nu er han også klar til at kæmpe for at få sit madprojekt i København op at køre. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Peter Aalbæk Jensen er altid klar til kamp - nu er han også klar til at kæmpe for at få sit madprojekt i København op at køre. (Foto: Tariq Mikkel Khan)


Han håber på, at projektet er klar til at blive skudt i gang ved starten af næste grøntsagssæson, altså om et års tid. Nu mangler han bare at finde samarbejdspartnere og leverandører samt at få tilladelse fra Københavns Kommune, som han dog fortæller, allerede er positivt indstillede over for idéen.

58-årige Peter Aalbæk Jensen er ikke bange for at projektet kommer til at skygge for hans filmproduktion.

- Efter jeg er blevet fritidslandmand, laver jeg mere film, end jeg nogensinde har gjort tidligere. Jeg ved ikke, om det er al den gødning, jeg bruger, der fremmer kreativiteten. Men når man går og laver noget helt andet, end det man egentligt skulle, kommer man nogle gange til at tænke på det, man skulle tænke på, på en god og konstruktiv måde. Jeg omsætter jo film- og tv-produktioner for 60 millioner kroner i det næste års tid, samtidig med at jeg starter Food Trucks op, så lige nu ser det ud til, at de to ting gøder hinanden, siger han.

Se også: Peter Aalbæk kræver DFI-direktør fyret

- Så du tror, at projektet ligefrem kan gøre, at der kommer flere film fra din hånd?

- Ja, det er i hvert fald godt for min krøllede hjerne at gå med en spade i hånden og grave selleri op. Så tænker jeg pludselig 'for satan, vi skal lave en vikingefilm'.

I mere end seks år har filmmanden drevet sit eget hobbylandbrug omkring Herfølge, hvor han bor, og selvom han sidste sommer blev ramt af kræft i nyrerne er hans arbejdslyst på hverken kontoret eller i marken blevet mindre.

- Indtil videre er jeg kommet mig, men jeg skal muntre mig med det danske sundhedsvæsen de næste fire år med halvårlige skanninger, men hva' fa'en, jeg er jo en ud af mange hundrede tusinder, så vi lever med det, mens vi dør, siger han med højt humør og fortsætter:

- Jeg er ikke blevet mere hellig efter kræften. Der er nogle, der bliver bedre mennesker og får sundere fritidsinteresser, men jeg er blevet mere ondskabsfuld og fordrukken. Nu har jeg jo en undskyldning for det.

Se også: Peter Aalbæk ramt af kræft i nyrerne



Sidste sommer blev Ålen ramt af kræft i nyrerne. Her viser han aret efter operationen frem. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Sidste sommer blev Ålen ramt af kræft i nyrerne. Her viser han aret efter operationen frem. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)