Julie Berthelsen om død grønlænder: Det er så trist

Men hun mener ikke, at landsmanden døde, fordi han var grønlænder

- Det er så skide trist og ærgerligt, at det kunne ske, siger Julie Berthelsen efter at en hjemløs mand fra Grønland mandag døde på amager. (Foto: All Over)
- Det er så skide trist og ærgerligt, at det kunne ske, siger Julie Berthelsen efter at en hjemløs mand fra Grønland mandag døde på amager. (Foto: All Over)

Tragedien på Amagerbro i København i går eftermiddags, hvor 28-årige Daniel med grønlandsk herkomst døde for øjnene af flere vidner, fordi ambulancen kom alt for sent, har også chokeret sangerinden Julie Ivalo Berthelsen.

- Det er så skide trist og ærgerligt, at det kunne ske. Jeg har virkelig ondt af manden, men også ondt af ambulancefolkene. De er jo også kede af det. Han døde ikke, fordi han var hjemløs grønlænder, og ingen ville hjælpe ham. Han døde, fordi der skete en ulykkelig fejl, siger Julie Ivalo Berthelsen, der også er fra Grønland og har et nært kendskab til grønlændernes liv i Danmark.

Hun mener ikke, at der bliver set mere ned på grønlandske hjemløse end hjemløse generelt.

- Det er klart, at grønlænderne er mere synlige i gadebilledet end andre hjemløse. Dels deres udseende, men også at de ofte sidder i flokke på torve og gader. Og så vedligeholder de folks fordomme om de fulde grønlændere.

- Der er stadig en stor uvidenhed blandt danskerne om os grønlændere. Hvor vi kommer fra, hvordan vores liv er i Grønland, og hvordan vores traditioner er. Men jeg er helt sikker på, at alarmcentralen ikke med vilje lod tiden gå, fordi han var grønlænder og hjemløs, siger hun til Ekstra Bladet.

35-årige Julie Ivalo Berthelsen har ikke en færdig plan for, hvordan man hjælper hjemløse, men et smil og en glad kommentar kan gøre en forskel.

- Når jeg ser en forhutlet hjemløs, så får det et smil eller et ord med på vejen. Eller også en lille snak. Jeg kan se, det gør en forskel for dem. Alle har brug for et smil og nogle søde ord. Det gør dagen bedre for alle.