Auktionarius i kunstkrig

Hoffets ven og bestyrelsesformanden i Danmarks mest kendte auktionshus, Jesper Bruun Rasmussen, er midtpunkt i en dramatisk kunstfejde

78-årige Jesper Bruun Rasmussen arvede auktionshuset efter sin far, Arne Bruun Rasmussen. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto
78-årige Jesper Bruun Rasmussen arvede auktionshuset efter sin far, Arne Bruun Rasmussen. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto

Det ellers lydefri auktionshus Bruun Rasmussen er i al stilhed havnet i en skandale, idet kongehusets gode ven og stedets legendariske auktionarius, Jesper Bruun Rasmussen, i 2018 blev anholdt af politiet.

Det skriver InsideBusiness på baggrund af dokumenter fra politiet, som Ekstra Bladet også er i besiddelse af.

Skandalen handler om et Andy Warhol-billede, som arvingerne til den afdøde erhvervsmand Hans Smith forsøgte at sælge via Auktionshuset Bruun Rasmussen i 2013.

PR-foto af Andy Warhols Hans Smith-billede som auktionshuset delte med pressen i 2013. Foto: Bruun Rasmussen
PR-foto af Andy Warhols Hans Smith-billede som auktionshuset delte med pressen i 2013. Foto: Bruun Rasmussen
 

Billedet opnåede ikke den fastsatte mindste budpris, og efterfølgende rådede Jesper Bruun Rasmussen arvingerne til at sætte prisen ned på værket af den hippe newyorkerkunstner.

Det skete, og billedet blev solgt. Men nogle år senere opdagede arvingerne, at køberen var Jesper Bruun Rasmussen selv, og de hørte rygter i byen om, at han kort tid efter forsøgte at sælge billedet i London. Billedet er dog stadig i Jesper Bruun Rasmussens eje, men de følte sig ført bag lyset af det ellers så hæderkronede auktionshus, og derfor blev sagen anmeldt som bedrageri til politiet.

Ifølge de dokumenter fra politiet, som InsideBusiness refererer fra, har Jesper Bruun Rasmussen ikke forsøgt at sælge billedet på auktion i London, men derimod forespurgt gennem tredjemand, om ejeren af søsterbilledet med Cardi Smith kunne være interesseret i billedet af Hans Smith og til hvilken pris. Den adspurgte samler var ikke interesseret.

Andy Warhol på Aros i Aarhus. Fotografiet af kunstneren er taget af Robert Mapplethorpe. Foto: Casper Dalhoff
Andy Warhol på Aros i Aarhus. Fotografiet af kunstneren er taget af Robert Mapplethorpe. Foto: Casper Dalhoff
 

Auktionshuset Bruun Rasmussen, hvis arbejde og handler er populære på tv, har et uplettet ry i branchen. Af samme grund er det så meget desto mere spektakulært, at politiet igennem flere år har gransket handlen og dens omstændigheder.

Nu må politiet dog lukke bedragerianmeldelsen og opgive sagen, selvom myndighederne i dokumenterne vedrørende handlen til arvingerne beskriver hændelsesforløbet som 'påfaldende'. Men det betyder imidlertid ikke, at det opsigtsvækkende slagsmål er slut.

Andy Warhol var en amerikansk maler og en af hovedkræfterne bag pop-art-bevægelsen. Suppedåserne er blandt hans mest kendte motiver. Warhol døde i 1987. Foto: Andy Warhol - Campbell's Soup Cans
Andy Warhol var en amerikansk maler og en af hovedkræfterne bag pop-art-bevægelsen. Suppedåserne er blandt hans mest kendte motiver. Warhol døde i 1987. Foto: Andy Warhol - Campbell's Soup Cans
 

Ifølge InsideBusiness vil Hans Smith-arvingerne i stedet gå efter et civilt søgsmål, og de kræver nu en million kroner af auktionshusets bestyrelsesformand og storauktionær, Jesper Bruun Rasmussen.

Direktør Jakob Dupont fra Bruun Rasmussen forklarer i en mail til InsideBusiness, at alle regler i huset blev overholdt, da Jesper Bruun Rasmussen selv købte billedet, efter at en udenlandsk køber var sprunget fra.

Substral-kongen og Warhol

Hans Smith, der er kendt som Substral-kongen, hyrede i sin tid Andy Warhol til at male to billeder - et af sig selv og et af fruen Cardi. Men billedet af ham selv blev i modsætning til fruens ikke signeret af kunstneren, hvorfor det på det frie marked slet ikke har den værdi, som billedet af konen.

Den manglende signatur var også forklaringen på, at den udenlandske køber trak sig fra den oprindelige handel, som Bruun Rasmussen forsøgte at få i stand.

Det sensationelle Warhol-værk af den lidt flamboyante substralkonge med navnet Hans Smith menes sammen med hustruens at være de eneste rigtige portrætter af danskere, Warhol nogensinde har malet. Måske de eneste i verden. Resten af Warhols kendte portrætter er kopieret fra billeder. Smith var en dansk forretningsmand, der blev født på Nørrebro i København i 1921, blev millionær på at sælge kunstgødningen Substral og boede i Beverly Hills og Monaco, til han døde i 2000. Men han er foreviget i Warholsk polymermaling, og ifølge arvingerne på bedragerisk vis havnet hos Jesper Bruun Rasmussen.

Hans Smith fra Nørrebro havde ambitioner om at være en ægte international jetsetter, og det fik i 1978 filmsinstruktøren Jon Bang Carlsen til at lave dokumentaren 'En rig mand' om ham.

Filmen viste en mand, der luftede diamantringe og Rolls Roycer, var nabo med Elton John, havde en 25 år yngre kone og fik celebre mennesker som Roger Moore og Omar Sharif til at dukke op til sine selskaber. Han ville have, at folk vidste, hvem han var, når han promenerede i Hollywood og omegn - om imaget var godt eller skidt, var ligegyldigt, har Jon Bang Carlsen senere fortalt i Politiken.

Hans Smith-arvingernes advokat, Anders Scheel Frederiksen fra Nordia Law, oplyser til Ekstra Bladet, at han på nuværende tidspunkt ikke har nogen kommentarer til sagen.

Adm. direktør hos Bruun Rasmussen Jakob Dupont siger til Ekstra Bladet, at både auktionshuset og Jesper Bruun Rasmuusen er lettede og tilfredse med, at politiet har valgt at lukke sagen, fordi der ikke var fugls føde på den. Og med hensyn til et civilt søgsmål forklarer han, at ingen hos Bruun Rasmussen har hørt om et sådant søgsmål, men kun kender til det gennem medierne.