Bagedyst-darling på tur med verdensstjerne

Jasmin Gabay skal synge kor for Mariah Carey på hendes kommende koncerter i Danmark og Sverige

Kager og kor! 31-årige Jasmin Gabay har godt gang i butikken for tiden.

I lørdags så over en million danskere hende lægge arm med Emil og Jon i finalen i 'Den store bagedyst', og i slutningen af december er den farverige amatørbager tilbage på skærmen, når hun bliver teamet op med 17-årige Emil Obel i den særlige juleudgave af det populære kageprogram.

Se også: Klar, parat, julebag: Her er de kommende 'Bagedyst'-deltagere

I mellemtiden kommer Jasmin Gabay ikke til at kede sig. Hun er blevet udvalgt til at synge kor med selveste Mariah Carey, når hun i næste uge gæster Skandinavien.

Den bageglade sangerinde skal synge kor på Careys koncert på mandag i Scandinavium i Gøteborg og når verdensstjernen gæster Royal Arena tirsdag 4. december med sit 'All I Want For Christmas Is You'-show.

- Det bliver så fedt, siger Jasmin Gabay til Ekstra Bladet.

- Jeg har lavet at store ting før, men det her er altså vildt, siger 'Den store bagedyst'-finalisten, der har svært ved at skjule, at hun er kæmpe fan af Mariah Carey.

- Jeg plejer at synge til Mariah Carey, nu skal jeg synge med hende, siger Jasmin Gabay, der efter den første begejstring har lagt sig, hurtigt vil nedtone sin indre Mariah-fan og gå til opgaven med vanlig professionalisme.

Eller som hun skriver på sin blog:

'Jeg lover at jeg er cool på job, men jeg tager lige 5 min, til et lille fangirlmoment #fangirl'.

Jasmin Gabay har sunget med flere at de største danske artister.

- Men det er jo ikke sådan noget, man nævner, for det gør man ikke. Det er et arbejde, siger sangerinden, der ofte synger kor med en eller to andre. Når hun skal bakke Mariah Carey op, er det sammen med et helt kor af andre dygtige danskere.

- Det er Nellie Ettison, der har samlet koret, og det er en vanvittig dygtig flok. Jeg glæder mig sindssygt meget til at synge med dem, siger Jasmin Gabay, der reagerede sådan her, da Nellie Ettison ringede og spurgte, om hun ville synge med Mariah Carey:

Ud over Jasmin Gabay og Nellie Ettison er blandt andre også James Sampson, Anne Murillo, Sara Broberg og Julie Lindell med i koret.

Der er stadig billetter at få til Mariah Carey-koncerten i Royal Arena.

 

Mest læste i flash!