'Bagedyst'-Tobias om familietabu: - Jeg kan aldrig tilgive ham

Tobias Hamann går i morfarens fodspor i et nyt program på DR

Tobias Hamann springer ud som hypnotisør. Foto: Piet Simonsen
Tobias Hamann springer ud som hypnotisør. Foto: Piet Simonsen

Sidste år føjede Tobias Hamann, der blev kendt som vinder af 'Den store bagedyst' i 2014, endnu en titel til sit i forvejen lange cv.

Den autodidakte bager, eventyrer og tv-vært blev uddannet hypnotisør, og det er der en særlig grund  til.

Hamanns morfar var nemlig den landskendte tv-hypnotisør Ali Hamann, der i 1982 blev idømt to et halvt års ubetinget fængsel for blufærdighedskrænkelse og voldtægt af kvindelige kunder, der var under hypnose.

Ali Hamann, der var døbt Svend Erik, nægtede sig skyldig og genoptog siden sin hypnosevirksomhed.

Ali Hamann blev kendt som manden, der hypnotiserede danskerne til at kvitte cigaretterne fra tv-skærmen. Han døde 80 år gammel i 2014. Foto: Ritzau Scanpix
Ali Hamann blev kendt som manden, der hypnotiserede danskerne til at kvitte cigaretterne fra tv-skærmen. Han døde 80 år gammel i 2014. Foto: Ritzau Scanpix

Nu er hans 29-årige barnebarn gået i hans fodspor, og det kan man følge i DR1-programmet 'Tobias og Hypnotisøren' onsdag aften.

- Min morfar er det mørkeste og det lyseste, jeg kan forestille mig. Han splitter mig, og derfor har jeg altid været tiltrukket af ham og hans historie. På en side var han verdens bedste morfar, og samtidig er jeg bevidst om det, han også har stået for, fortæller Tobias Hamann til Ekstra Bladet.

Han gik i 4. klasse, da han fandt ud af, at morfaren var dømt for voldtægt. 

- Jeg tror altid, jeg har vidst, at der var noget mystisk ved ham. Han var ikke som mine venners bedsteforældre. Han sagde voldsomme ting til min mormor og talte meget groft i det hele taget. Men det gjorde jo også, at jeg forstod, hvorfor jeg blev pakket ind af tryghed fra min egen familie, så jeg vil ikke sige, at det fjernede mig fra ham, forklarer han.

Talte I om de overgreb, han var dømt for, i din familie?

- I det lille lokalsamfund jeg kommer fra, har alle en doktorgrad i at fortie og fortrænge, så det har også været vores metode, erkender han.

Ali Hamann nægtede sig skyldig i voldtægt, men erkendte at have haft sex med kvinderne, han havde i behandling, men forklarede, at de selv ønskede det. Her ses Ekstra Bladets forside 17. november 1982.
Ali Hamann nægtede sig skyldig i voldtægt, men erkendte at have haft sex med kvinderne, han havde i behandling, men forklarede, at de selv ønskede det. Her ses Ekstra Bladets forside 17. november 1982.
 

Se også: Bagedyst-Tobias overrasker: Uddanner sig til hypnotisør

'Jeg kan aldrig tilgive ham'
Tobias' familie var da heller ikke specielt begejstret for, at han som voksen skulle dykke ned i familiens sorte kapitel.

- Der var ikke nogen i min familie, der havde det specielt godt med, at jeg lavede det program. Men omvendt føler jeg også, at det er min historie. Jeg har skabt et navn uden om ham og er blevet et kendt ansigt, så jeg bliver også konfronteret med ham, når jeg møder folk for eksempel til foredrag og har haft behov for at fortælle historien, som jeg oplever den. Det er min måde at bearbejde det på, vurderer han.

Efter at have gravet i morfarens fortid i forbindelse med programmet, har Tobias fået en større forståelse for ham.

- Jeg kan aldrig tilgive ham det, han har gjort. Det kommer jeg aldrig til, og det var heller ikke idéen med det her. Men han havde også en meget svær opvækst, så man kan vel sige, at jeg har fået en forståelse for, hvorfor han ikke kunne finde ud af at håndtere den magt, han fik, da han blev rigtig god til at hypnotisere, lyder det fra Tobias, der selv har mærket følelsen af magt på egen krop i forbindelse med sine hypnoseshows.

- Det er ret overvældende, at folk gør, hvad man beder dem om, og det kan være svært at styre, hvis man er et svagt menneske. Min morfar havde meget selvtillid, men jeg tror, han havde dårligt selvværd, og det betyder noget, når man sidder med den form for magt, vurderer han.

Talte du med hans ofre?

- Nej. Jeg gik ind i det her projekt med åbne arme og ville ikke have noget imod at møde dem, men jeg ved ikke, hvorfor det ikke blev til noget. Det må du tale med min redaktør om.

Ali Hamann demonstrerer sit trick, som han barnebarn nu også benytter. Foto: Viggo Landau
Ali Hamann demonstrerer sit trick, som han barnebarn nu også benytter. Foto: Viggo Landau

Se også: Bagedyst-vinder: Det kostede mig min børneopsparing og min kæreste

I programmet 'Tobias og Hypnotisøren' skal Tobias demonstrere sine hypnotiske evner over for en gruppe efterskoleelever, og her stod det klart, at han har arvet morfarens talent.

- Jeg har selv oplevet nogle af min morfars show, mens han stadig levede, så da jeg lige pludselig var den, der stod på scenen, kunne jeg mærke, hvordan min stemme forandrede sig. Jeg kunne mærke trygheden i at have set det før og hørt morfar fortælle om det, og så var det også en ære, fordi jeg ved, at min morfar ville have sat pris på, at jeg tog hans kunnen videre. Jeg tænkte nok ubevidst, at jeg gjorde ham glad. 

Tobias' redaktør havde sagt på forhånd, at hvis det ikke lykkedes, kunne programmet bare gå i sort, når han gik på scenen. Men det blev ikke nødvendigt. Alt lykkedes, og produktionen fik alt materiale i kassen første dag.

- Der tænkte jeg igen på min morfar - at det ville han have været stolt af. Det er en anerkendelse, jeg ikke har fået fra ham, for den gav han ikke, så på en eller anden måde søger jeg den stadig og oplever, at jeg får den, når jeg laver sådan noget her. Det er lidt specielt, at jeg bliver ved med at søge den, indrømmer han.

Indtil nu har Tobias lavet en række hypnoseshows på blandt andet efterskoler, og har ifølge ham selv behandlet folk for kræsenhed og dårligt selvværd i forbindelse med sin uddannelse. Han vil ikke udelukke, at han vil behandle klienter privat på sigt.

Tobias Hamann blev verdenskendt i Danmark, da han vandt 'Den store bagedyst' i 2014. Foto: Mads Rosenkilde Svaneborg/DR
Tobias Hamann blev verdenskendt i Danmark, da han vandt 'Den store bagedyst' i 2014. Foto: Mads Rosenkilde Svaneborg/DR

Blå bog Tobias Hamann

Tobias Hamann er født i 1988 og opvokset nær Silkeborg.

Han har studeret Østeuropa-studier ved Aarhus Universitet, men har ikke færdiggjort uddannelsen.

Hamann blev danmarkskendt, da han vandt 'Den store bagedyst' i 2014. Siden har han været vært på et række programmer på DR - blandt andet 'Bag Verden - med Tobias'. Han har også udgivet flere kogebøger.

I 2017 blev han uddannet certificeret Master Hypnotisør ved Calvin Banyan Hypnosis Center i Los Angeles og klinisk hypnotisør ved Hypnosehuset Danmark.

Hans show 'Tobias Hamanns Hypnoseshow' har premiere på Bremen Teater i København 23. august.

 

'Tobias og Hypnotisøren' bliver sendt onsdag klokken 20.30 på DR1.

TV - 30. nov. 2017 - kl. 09:11 Bagedyst-deltagere bruger flere tusinde på programmet