Baronessen nåede ikke at sige farvel til sin far

Caroline Fleming var ikke til stede, da hendes far døde på en klinik i Tyskland, fortæller hendes stedmor til Billed Bladet

(Foto: Linda Johansen)
(Foto: Linda Johansen)

Da Niels Iuel-Brockdorff fredag den 20. januar døde efter længere tids kræftsygdom, skete det på en klinik i Tyskland.

Men hans ældste datter Caroline Fleming nåede desværre ikke at ankomme til klinikken, før hendes far var gået bort.

Det fortæller hendes stedmor Molise Iuel-Brockdorff til Billed Bladet.

- Jeg sad med Niels' hånd i min, mens hans datter Dudi holdt hans anden. Mine to børn, Frederik og Stephanie, var der også, og det hele var så fredfyldt. Niels var kommet ud af respiratoren, og i den tid, der gik, inden hans hjerte gik i stå, fortalte jeg ham, hvor højt jeg elskede ham, siger hun til ugebladet.

Se også: Caroline Flemings far er død: Efterlader slot som økonomisk ruin

Baronen var indlagt på privatklinikken Helios i Slesvig, hvor han flere gange blev opereret, men lægerne kunne ikke fjerne kræften.

Caroline Flemings stedmor fortæller i interviewet, at hun gennem det sidste stykke tid har plejet sin mand i alle døgnets 24 timer, da han ikke brød sig om, at andre skulle passe ham hjemme på Lille Kærstrup, der er en ejendom, der ligger ved siden af familieslottet.

 

Tre generationer i 2007. Caroline, sønnen Alexander, stedmoderen Molise og faderen Niels Iuel-Brockdorff. (Foto: All Over Press)
Tre generationer i 2007. Caroline, sønnen Alexander, stedmoderen Molise og faderen Niels Iuel-Brockdorff. (Foto: All Over Press)

Se også: Caroline Fleming ude i kulden: Fars sygdom splittede familien

Caroline Fleming fik i 2003 delvist overdraget Valdemars Slot på Tåsinge af sin far, men i 2011 købte han det tilbage igen.

Tv-baronessen og faderen har gennem tiden haft flere perioder, hvor deres forhold var blevet sat på prøve. Senest Caroline Fleming røg ud i kulden var, da hun fortalte åbent om sin fars kræftsygdom.

- Det skabte overskrifter, og min familie blev ikke ligefrem glad, fortalte en tydeligt berørt Caroline Fleming i en samtale med en veninde i tv-programmet 'Ladies of London' i sidste uge.

Efter sin fejl forsøgte Fleming at kontakte sin familie, så hun kunne forklare sig.

- Jeg skrev en lang besked til min fars kone, men jeg hørte ikke noget. Da jeg så prøvede at ringe til hende, sagde hun bare, at det ikke var særligt klogt gjort, inden hun smed røret på, sagde hun.

Baron Niels Iuel-Brockdorff skal bisættes fra Valdemars Slotskirke og begraves på familiegravstedet, fortæller enken til Billed Bladet.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra Molise Iuel-Brockdorff og fra Caroline Fleming via hendes agent.

Mest læste i flash!
Hent flere