'Bedrag'-stjerne skal være far for første gang

Skuespiller Jacob Lohmann skal snart være far til sit første barn

45-årige Jacob Lohmann skal være far for første gang. Foto: Per Arnesen
45-årige Jacob Lohmann skal være far for første gang. Foto: Per Arnesen

Normalt siger man, at barnet kommer med storken, men for den 45-årige skuespiller Jacob Lohmann bliver det måske nærmere påskeharen, der kigger forbi med en lille baby.

Jacob Lohmann og hans hustru, Louise Hauberg Lohmann, venter nemlig deres første barn i starten af april i år. Det skriver Her&Nu.

En nyhed, som den vordende far glædeligt bekræfter overfor Ekstra Bladet.

- Vi glæder os rigtig rigtig meget til, vi skal være forældre her i starten af april, siger han.

Og kønnet bliver da heller ikke en overraskelse for parret.

- Jeg kan sige så meget, at det i hvert fald bliver en lille dreng. Børneværelset er vi dog ikke startet på endnu. Der må vi nok lige vente til, vi har lært ham at kende, fortæller han.

Jacob Lohmann har også spillet med i TV2-serien 'Norskov'. Foto: Martin Dam Kristensen/TV2
Jacob Lohmann har også spillet med i TV2-serien 'Norskov'. Foto: Martin Dam Kristensen/TV2

Selvom fødslen er ved at være oppe over, har skuespilleren endnu ikke planlagt sin barsel.

- Det må vi tage lidt hen ad vejen. Jeg har ikke planlagt det helt endnu. Jeg skal dog spille med i forestillingen 'Kong Arthur' her til maj i Aarhus, så vi starter med at være en lille småbørnsfamilie derovre.

Det er som nævnt parrets første barn sammen, og den 45-årige kommende far lægger da heller ikke skjul på, at den lille har været ønsket længe.

- Man kan da virkelig kalde ham et ønskebarn, så det er bare dejligt.

Jacob Lohmann har de seneste måneder været aktuel i søndags-serien 'Bedrag' på DR1.