Bekymret Søren Vejby: Hvad har mine børn i vente

- Vi ligner ikke Alfons Åbergs far, men det ikke ensbetydende med, at vi forstår den unge generation

Søren Vejby er ude i nattelivet for at bliver klogere på de farer, der lurer.

Søren Vejby har fået sin andel af vilde byture, joints og kæmpe branderter.

Men siden den 42-årige skuespiller bogstaveligt talt fyrede den af om natten, er der sket meget. Både i nattelivet og med ham selv.

Se også: Søren Vejby: Jeg har smadret ansigtet to gange

- Jeg er blevet den bekymrede far, der godt kan få lidt ondt i maven over, hvad der venter mine børn derude om nogle år, siger Søren Vejby, der er far til en datter på ni år og en søn på fire.

Hvad det præcis er, Søren Vejbys børn kan vente af fester og farer, har han sat sig for at finde ud af. Det kommer der i løbet af foråret en række programmer om på Kanal 5.

Skuespilleren, der også er uddannet journalist, sætter i seks afsnit af 'Unge i nattens kløer' fokus på forskellige emner, der fylder om natten for de unge. Druk, stoffer og vold eksempelvis.

- Ideen til programmet er min egen, men det er blevet udviklet i tæt samarbejde med produktionsselskabet og Kanal 5, siger Søren Vejby til Ekstra Bladet.

Se også: Livvagtens udramatiske liv

Fire af de seks programmer er allerede i kassen, og noget af det, der har gjort størst indtryk på Søren Vejby i hans møde med de festglade unge mennesker er, at de er konstant.

--De skal performe hele tiden. Ikke kun i skolen, men også når de er i byen. Især de sociale medier fylder meget. Man skal helst flashe det sejeste bord i byen og den største flaske af det rigtige mærke på bordet. De har aldrig fri, og det er nyt i forhold til, da jeg var ung. Den gang kunne man gå hjem og trække stikket efter en træls dag i skolen. Det er meget sværere nu, siger han.

Søren Vejby er ikke ude i nattelivet for at løfte pegefingre af de unge. Til gengæld vil han gerne forstå dem. Lytte til dem og tale med dem.

- Den vejledning, jeg fik som ung, var netop en løftet pegefinger. Det hjalp tydeligvis ikke, siger Søren Vejby, der selv endte i en stofmisbrug, som han har kæmpet sig ud af, efter han er blevet far, og som nu holder foredrag om netop det at bryde dårlige vaner og skabe positiv og varig forandring i sit liv.

Se også: Søren Vejby: Min kone fik tårer i øjnene

- Jeg vil gerne møde folk i øjenhøjde. Jeg er ikke klogere end de unge, og jeg gider ikke at lyde som en gnaven gammel mand. Men jeg vil rigtig gerne klæde mig selv på til at forstå, hvad der sker derude om natten.

- Men hånden på hjertet. Har voksne ikke altid haft svært ved at forstå ungdommen og den kultur de lever i?

- Jo præcis. Forskellen i dag er, at vi voksne tror, at vi er så super funky med hængerøv i bukserne og kasketten på skrå. Vi ligner ikke Alfons Åbergs far, men det ikke ensbetydende med, at vi forstår den unge generation. Derfor skal vi lytte og skabe et rum for at tale uden at lyde bedrevidende, siger Søren Vejby og understreger, at han ikke mener, at det er ensbetydende med, at der ikke skal sættes grænser.

- Selvfølgelig skal der det. De skal bare komme ud fra reel viden og ærlighed. Så klæder man også de unge bedre på til at kunne sige nej, siger han.

- Hvordan har du oplevet udviklingen i nattelivet?

- Jeg har ikke det indtryk, at der er flere stoffer. De er bare blevet mere tilgængelige og billigere. Derfor er to shots og en streg mere almindelig end for 20 år siden. Der er en større social accept af det. Men de unge vil for alt i verden bevare kontrollen i dag, så det er ikke sådan, at de kravler rundt i loftet og er skæve, siger han.

- Er du blevet mere eller mindre bekymret for dine børns fremtid i nattelivet, efter du har været på optagelse om natten?

- Både og. Som forælder er man jo evigt bekymret for sine børn – om de så bare skal gå hjem fra skole. Men det vigtige for mig er, at jeg har fået mere viden, så jeg kan tage en ordentlig dialog med dem, når den tid kommer.

- Og så mener jeg oprigtigt, at man ikke skal lade frygten styre sit liv. Heller ikke sine børns liv.

'Unge i nattens kløer' kan ses på Kanal 5 i løbet af foråret.

Mest læste i flash!
Hent flere