'Belastende, dum og irriterende': Det var rigtigt voldsomt

For ti år siden blev Olivia Joof lagt for had i Danmark. Nu er den 31-årige skuespiller tilbage - endda i bedste sendetid

Olivia Joof kan hver mandag ses på TV2 klokken 20 i 'DNA'. Foto: Henrik Ohsten/TV2
Olivia Joof kan hver mandag ses på TV2 klokken 20 i 'DNA'. Foto: Henrik Ohsten/TV2

Olivia Joof har sat sig solidt på sendefladen mandag aften i primetime. Her spiller hun den unge politiassistent, Neel, i TV2-serien 'DNA'.

31-årige Joof blev uddannet skuespiller først på sommeren, så at hun allerede har fået en så eksponeret rolle, er slet ikke så tosset.

- Jeg kan i hvert fald ikke gemme mig, som jeg nogle gange godt kan have lyst til. Det er ret vildt, og jeg er meget taknemmelig. Jeg skal lige nive mig i armen nogle gange om dagen for at forstå, at det virkelig er sket for mig, siger hun til Ekstra Bladet.

Se også: Ny TV2-serie: Zzzzzzøvn-dyssende

Olivia Joof er datter af skuespillerne Hella Joof og Runi Lewerissa, så hun kender gamet. Hun ved også godt, at det der med at gemme sig er svært i hendes erhverv.

- Jeg har bare tænkt en del over, om jeg har lyst til at være sådan en, som alle kender – eller i hvert fald føler at de kender fra fjernsynet. Det er en balance, man skal lære. Nu har jeg jo en i familien, der er rimelig eksponeret, kan man sige. For mig er det stadig specielt, siger den nyuddannede skuespiller, der har prøvet at stikke snuden frem og få nogle gevaldige slag over den.

- Jeg prøver ikke at være starstruck i mit liv. Jeg prøver at lade som om, jeg hører til. Så kan det være, at det også kommer til at føles sådan på et tidspunkt, siger Olivia Joof om at spille sammen med blandt andre Anders W. Berthelsen. Foto: Martin Dam Kristensen/TV2
- Jeg prøver ikke at være starstruck i mit liv. Jeg prøver at lade som om, jeg hører til. Så kan det være, at det også kommer til at føles sådan på et tidspunkt, siger Olivia Joof om at spille sammen med blandt andre Anders W. Berthelsen. Foto: Martin Dam Kristensen/TV2

Tilbage i 2009 var hun sammen med Huxi Bach vært på P3-programmet 'Er vi der ikke snart', og den unge kendisdatter faldt ikke lige frem i lytternes smag.

Olivia Joof værste kritikere oprettede en Facebook-gruppe mod hende, og her blev hun kaldt alt fra den menneskelige vuvuzela til belastende, dum og irriterende.

- Det var rigtigt voldsomt, siger Olivia Joof og fortsætter:

- For et års tid siden lavede jeg et interview og talte om det for første gang. Jeg føler på en eller anden måde, at det er helet nu, men det tog rigtig lang tid. I en lang periode havde jeg slet ikke lyst til noget rampelys, men det gjorde også, at jeg blev bevidst om, at jeg virkelig skal lytte til min mavefornemmelse, før jeg gør ting. Det gjorde jeg ikke i den periode af mit liv. Så det lærte det mig, og jeg ville ikke have været det foruden, siger hun

Se også: Stjerne på TV2: Jeg er på dagpenge

Olivia Joof mener, at den barske periode lige frem kan være en fordel for hende i dag.

- Når man er skuespiller, gør det ikke noget, man har fået nogle slag i livet. Jeg kan virkelig bruge det til noget. Den skam, jeg havde på det tidspunkt, kan jeg bruge aktivt. Lige som man kan bruge kærestesorger og andre følelser. Man er nødt til at vende det til noget konstruktivt, når man har fejlet eller ikke har lyttet til sin mavefornemmelse. Så må man lære noget af det. Sådan tror jeg på livet, siger hun.

Se også: Siger fra: Nej tak til udlandet

Skærm

Mest læste i flash!