- Du kan gøre, hvad du vil.
Sådan sang Christian Brøns, da han slog igennem umiddelbart efter at have sat kvindehjerter i brand med sin deltagelse i 'Big Brother' i 2001.
Og her 16 år senere er sangeren stadig populær. Faktisk så populær at hoffet har hyret Brøns til at optræde for kongefamilien.
Det sker på tirsdag, hvor dronning Margrethe, kronprins Frederik, prins Joachim og prinsesse Marie sætter sig til rette i Fredensborg Slotskirke, hvor også jazzvokalisten Sinne Eeg og Den Kongelige Livgardes Musikkorps vil optræde for at markere miljø- og fødevaresektorens betydning for det danske samfund.
Brøns: Blev lidt forbløffet
Direkte adspurgt, hvordan hulen det hele er kommet i stand, indikerer Christian Brøns, at det også er en overraskelse for ham selv.
- Det er sgu et meget godt spørgsmål. Nogen har nævnt mit navn et eller andet sted – hvor er lidt uklart. Jeg fik en opringning fra min booker, der blev kontaktet af hoffet for en måneds tid siden, og han var også en lille smule forbløffet over det, griner Christian Brøns, der fortæller, at han bad om at få den ukendte person fra kongehuset i røret, så han kunne verificere invitationen og høre nærmere om arrangementet.
Og den var god nok, hvilket kongehuset også bekræftede onsdag i en pressemeddelelse.
Se også: TV: Sådan lyder Christian Brøns fra Big Brother i dag
Brøns er i dag blevet 40 år, men optræder stadig. I sommerperioden har han optrådt på Skanderborg Festival, Nibe Festival, Vig Festival og en masse andre festivaler. Altså en lidt anden type jobs end når kongehuset ringer.
Christian Brøns har fået lov at spille to numre for kongefamilien, og han har lagt sig fast på, hvad det skal være.
- Det første bliver 'Du kan gøre, hvad du vil', som jeg spiller akustisk med guitar, og sammen med Livgardens orkester spiller vi så 'Tilbage hvor vi var' bagefter, siger han.
Se også: Ex-deltager om Big Brother: Røvkedeligt!
- Det er de gode, gamle landeplager, du hiver frem for dronningen?
- Det er supersværvægterne, klassikerne, yes, griner han.
'Jeg er da stolt'
Christian Brøns har efterhånden udgivet fem album, det seneste var i 2012. Alligevel hiver han altså numrene fra 2001 op af hatten. Det er der en årsag til.
- Det er sange, hvor du kan vække mig klokken tre om natten, bede mig om at spille dem og så gør jeg det med glæde, forklarer han.
Den tidligere 'Big Brother'-profil fortæller, at det er første gang, han skal optræde for kongefamilien, og han er derfor spændt.
- Ja, for jeg blev da lidt stolt. Jeg er en lille smule nervøs, men jeg tager det egentlig meget roligt. Det er en kæmpe ære for mig, og de har gudskelov ikke bedt mig om at komme og synge Puccini-opera eller noget andet mystisk. Ikke at jeg havde sagt nej af den årsag, men så havde det nok været en anelse mere nervepirrende, slutter han af.
Og så er der godt nyt for Brøns-fans i det danske land. Han fortæller nemlig, at han har samlet sit gamle band, og der arbejdes på album nummer seks, som han forventer udkommer i 2018 forud for festivalsæsonen.
Men først gælder det dronning Margrethe og resten af familien.