Bilnørden Jens købte en ny bil - hver anden måned: Sådan går det efter 'Luksusfælden'

Den bilglade Jens har skiftet sin Mercedes ud med en Kia

Jens kunne ikke se, hvorfor kæresten Lisbeth skulle have indsigt i hans køb og salg af biler. Foto: TV3
Jens kunne ikke se, hvorfor kæresten Lisbeth skulle have indsigt i hans køb og salg af biler. Foto: TV3

Hver anden måned siden han var 16 år, har Jens fra Skive købt en ny, brugt bil.

Og den hobby generede i den grad hans kæreste Lisbeth, som han bor sammen med. Parret har fire sammenbragte teenagebørn.

Lisbeth har - modsat Jens - ikke adgang til alle parrets konti, så hun kan ikke følge med i, præcis hvor mange penge hendes 39-årige kæreste bruger på sin kostbare hobby.

- De penge, jeg bruger til at købe og sælge biler for, er penge, jeg har tjent, fortæller han til eksperterne i 'Luksusfælden', som parret medvirkede i for at få styr på deres økonomi.

I programmet fremgår det, at bilentusiasten Jens har ejet 130 biler i løbet af sit 39-årige liv. Men tallet er faktisk højere, indrømmer han over for Ekstra Bladet.

- Det er nok nærmere 150, siden jeg var 16 år, fortæller han.

Se også: 'Luksusfælden'-deltager har ikke haft job i ni år: - Det kan ikke betale sig

Totalt åndssvagt
Eksperterne kom frem til, at den firhjulede hobby har kostet ham 900 kroner om måneden, men der var lige en Mercedes, der var ved at slå bunden ud af familiens økonomi.

6000 om måneden kostede den.

- Det er den dyreste bil, jeg nogensinde har haft. Det var også totalt åndssvagt at købe sådan én, indrømmer han i dag.

I programmet fremgår det, at Lisbeth lå søvnløs på grund af parrets dårlige økonomi, men det påvirkede ikke Jens.

- Jamen, det her med biler har jeg gjort i mange år - også lang tid før jeg mødte Lisbeth. Handlet med biler, rodet med biler ... Alt, hvad der har med biler at gøre, er bare lige mig, slår han fast.

- Det gjorde ikke indtryk, at hun lå søvnløs ...?

- Nej, på grund af mit bilmareridt? Nej, hun har nok mest tænkt over økonomien i det.

Se også: 'Luksusfælden'-deltager nassede fra familie og venner: Sådan går det i dag

Har sparet knap 30.000 op
Men alt det har ændret sig efter parrets medvirken i 'Luksusfælden', fortæller Jens.

- Nu snakker vi om økonomien, det gjorde vi ikke før. Vi har fået lavet fælles konti - blandt andet en madkonto og en konto til hus og til bilvedligehold, forklarer han og tilføjer, at parret har formået at spare knap 30.000 op, siden de medvirkede i programmet.

En del af pengene stammer fra salget af den dyre Mercedes, der blev skiftet ud med en Kia Ceed.

Jens er ikke i tvivl om, hvad der har været sværest ved at medvirke i programmet - at lade være med at købe biler.

- Det er det, der har været allersværest. Jeg tjekker stadig Den blå avis og Gul og gratis hver anden dag for at se, om der skulle være noget, der går min næse forbi, men jeg tænker mere over det, slår han fast og understreger, at det ikke er blevet til mere 'legetøj' siden sidst.

- Det lyder, som om du er blevet en helt ny mand?

- Det synes min kone også, lyder det med et grin.

Se også: 'Luksusfælden': Køber koncertbilletter og fotoudstyr for konens barselsdagpenge

Skærm

Mest læste i flash!