Bjerrehuus' søn taler ud: Jeg vil ikke ende som min far

I en ny dokumentarserie fortæller Oscar Bjerrehuus ærligt om, hvordan det er at vokse op med en kendt far

Oscar Bjerrehuus sammen med sin far, Oliver Bjerrehuus. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR 
Oscar Bjerrehuus sammen med sin far, Oliver Bjerrehuus. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR 

Det er ikke altid lige let at være barn af en kendt.

Det fortæller 17-årige Oscar Bjerrehuus ærligt om i en ny dokumentarserie på DR3, der har navnet 'Mere voksen end Bjerrehuus'.

Her lægger han ikke skjul på, at det ofte har været kaotisk at vokse op med en kendt far, der igennem tiden ikke har lagt skjul på, at han har levet livet farligt med masser af stoffer og alkohol - især i sin tid som succesfuld model.

- Mig og min far er meget modsatte på mange punkter. Jeg er mere en far, hvis man kan sige det sådan, lyder det ærligt fra Oscar i dokumentaren.

Se også: Suzanne Bjerrehuus: - Jeg er ved at lære at tale igen

I dokumentarserien fortæller Oscar, der lige nu går i 3.g på Rysensteen Gymnasium, ligeledes, at det til tider kan være svært at bo sammen med en far, der lever livet i overhalingsbanen.

- På mange punkter har det været fedt med en far med en masse energi, og som også har kunnet lide at feste. Men også super irriterende, når jeg skal op og i skole, og min far har holdt en fest dagen før eller en morgenfest eller et eller andet i den stil, siger Oscar i dokumentarserien.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Oscar Bjerrehuus fortæller i en ny dokumentarserie, hvordan det er at have en kendt far. Foto: Agnete Schlichtkrull, DR 
Oscar Bjerrehuus fortæller i en ny dokumentarserie, hvordan det er at have en kendt far. Foto: Agnete Schlichtkrull, DR 

Bor med far
Oscar Bjerrehuus bor lige nu fuld tid hos sin far, og det kan til tider godt være svært, erkender han.

- Jeg er vokset op i kaos, lyder det fra den unge Bjerrehuus.

- Jeg føler, der kommer en stemning af kaos. Det er mega trash. Så kan jeg godt blive irriteret, hvis jeg ikke føler, at han accepterer mit liv, eller hvad jeg skal, for eksempel når jeg skal op i skole om morgenen. Vores hjem er en drengehule. Det er næsten som at bo med en roomie og ikke en far, lyder det videre fra Oscar Bjerrehuus i programmet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Oliver Bjerrehuus medvirker også i DR3-dokumentaren. Foto: Mogens Flindt
Oliver Bjerrehuus medvirker også i DR3-dokumentaren. Foto: Mogens Flindt
 

Ifølge Oscar Bjerrehuus har han også svært ved at regne med sin far i forhold til deres aftaler.

- Min far er ikke så god til at komme til tiden. For det meste kommer han for sent. Jeg synes ikke, det er så fedt at komme for sent. Jeg bliver irriteret over, at vi skal spilde deres tid, og at de (dem, de har en aftale med, red.) får et dårligt indtryk, og at det skal gå ud over mig, når det er min far, vi venter på, lyder det fra Oscar Bjerrehuus i serien.

Se også: Olivers eks efter tv-program: Stofmisbrug og børn er en fuldstændig uacceptabel kombination

Vejen til model
I dokumentarserien følger man Oscar Bjerrehuus' vej ind i modelverden. Han har nemlig underskrevet en kontrakt med bureauet Unique Models. Han er derfor på nippet til at gå i sin fars fodspor.

Ifølge Oscar Bjerrehuus har han dog ikke altid haft en drøm om at springe ud som model, men nu har han besluttet, at tiden er inde til, at han skal tjene sine egne penge ved siden af sin uddannelse.

- Jeg vil gerne tage en videregående uddannelse, også fordi mine forældre aldrig klarede gymnasiet. Mine forældre aner ikke, hvad jeg laver i gym. Jeg vil gerne vise, at jeg godt kan bygge en fremtid op for mig selv, lyder det fra Oscar i dokumentarserien.

Se også: Oliver Bjerrehuus: - Jeg planlagde at dø som 35-årig

Svært at forstå
Fordi Oliver Bjerrehuus ikke har taget en gymnasial eller videregående uddannelse, har Oscar Bjerrehuus til tider følt, at det er svært at få råd af ham. Men en ting har de til fælles. Modelkarrieren.

- Det betyder rigtig meget, at jeg kan dele at være model med min far. Han kan hjælpe mig og give gode råd, og det har han ikke kunnet i mange andre punkter i mit liv, lyder det fra Oscar Bjerrehuus.

Adspurgt hvorvidt han er bange for at ende som sin far og blive fanget i fest og stoffer, når han nu springer ud som model, er svaret klart.

- Jeg vil ikke ende som min far, og jeg kommer heller ikke til at ende som ham, for vi er ikke ens, lyder det fra Oscar Bjerrehuus.

Oliver Bjerrehuus var 25 år, da han blev far for første gang til sønnen Oscar med sin daværende kæreste Anna von Lindholm.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Oscar Bjerrehuus og Oliver Bjerrehuus, men de er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Du kan se de første to afsnit af 'Mere voksen end Bjerrehuus' på DRTV lige nu.

Mest læste i flash!
Hent flere