Bodil: Slut med smertestillende medicin

Bodil Jørgensen er eneste genganger i næste års Tam Tam-revy i Tivoli

Bodil Jørgensens 'knippekvinde' var en populær karakter under sidste års Tam Tam-revy. Om 'knippekvinden' veder tilbage er dog usikkert.

- Det går fremad, siger den folkekære skuespiller Bodil Jørgensen om helbredet, der kom alvorligt til skade ved traktor-ulykken under optagelserne til ’Far til Fires Fede Ferie’ i 2013.

Her godt et år efter ulykken, har Bodil Jørgensen stadig alvorlige mén fra mødet med traktoren, der væltede ned over hende, men i forhold til dengang, det skete, er hendes tilstand forbedret ganske betragteligt.

- Det kan slet ikke sammenlignes, siger Bodil, inden hun dog går i gang med en mindre opremsning af skader, hun endnu ikke er kvit. Bl.a. er hun følelsesløs i den ene side af hovedet, knæene knirker, og hun kan ikke tåle alkohol længere.

- Men i det mindste tager jeg ikke smertestillende medicin længere, og alene det er et stort fremskridt, siger den populære skuespiller, der igen indgår i holdet, der i 2016 skal fremføre Tam Tam-Revyen i Glassalen i Tivoli.

To Ørken-sønner
Det bliver tredje sæson, og holdet blev præsenteret i går med – foruden Bodil Jørgensen på rollelisten – også de to Ørken-sønner, Niels Olsen og Henrik Kofoed, foruden Mads Knarreborg og Sofie Stougaard.

Instruktør bliver som de to foregående år Joy-Maria Frederiksen med Jesper Winge Leisner inde over med råd, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

 

I forhold til 2015-holdet er der tale om en næsten 100 procent udskiftning med kun Bodil Jørgensen som genganger. Hun er også den eneste, der har været med hver gang - og altså også i 2016.

Niels Olsen var med første gang i 2014, men havde ikke tid i år på grund af Ørkenens Sønner-showet, som har væltet scenerne hele året - og fortsætter med at gøre det et stykke ind i 2016.

- Der skal simpelthen være revy i Tivoli. Københavnerne skal have deres revy. Det er da skønt nok med Cirkusrevyen på Bakken, men der er langt derud. Ingen i Klampenborg føler sig vel som københavnere. Det omvendte er heller ikke tilfældet.

– Så jeg glæder mig til det. Det er et fedt hold, og jeg tror, det bliver skidesjovt.

Under bæltestedet
- Og du har en Ørken-kammerat med i Henrik Kofoed?

- Ja, vi er gode til at have det sjovt sammen, og det satser vi på også at få i Tam Tam.

- Skal i så overføre Ørken-humoren til Tam Tam-revyen?

Her dukker Henrik Kofoed så op i samtalen.

- Man skal ikke være bange for, at Tam Tam kun kommer til at handle om det, der sker under bæltestedet, siger han.

Niels Olsen: - Det bliver nok ikke meget. Jeg skal nok få det trukket det derned, lyder det med et listigt grin.