Breinholt i nyt projekt: Slut med at spille smart

Med sin nye podcast 'Breinholt taler ... med' er Anders Breinholt gået tilbage til sine radiorødder

Tv- og radiovært Anders Breinholt er aktuel med podcasten 'Breinholt taler... med'. Over sommeren udkommer den i 
20 afsnit, hvor Anders Breinholt mødes med personer, han beundrer, og taler om løst og fast. Foto: Theis Mortensen/Free
Tv- og radiovært Anders Breinholt er aktuel med podcasten 'Breinholt taler... med'. Over sommeren udkommer den i 20 afsnit, hvor Anders Breinholt mødes med personer, han beundrer, og taler om løst og fast. Foto: Theis Mortensen/Free

I adskillige år har Anders Breinholt været kendt som ham den kække talkshowvært i 'Natholdet', men denne sommer har han valgt at gå en lidt anden vej.

I sin helt egen podcast tager han - ene mand - rundt i landet og taler med mennesker, der interesserer ham. Og det er noget, han har længtes efter - at lave radio fra bunden og helt på egen hånd.

- Jeg har savnet det der med at sidde ved en mikrofon og tilrettelægge noget, ligesom jeg gjorde i helt gamle dage, siger den 47-årige vært.

- Siden jeg begyndte at lave lokalradio for mange år siden, har det været lidt som terapi for mig, forklarer han.

Se også: Breinholt i krig med sommerhusudlejer

Det første afsnit af podcasten med det selvforklarende navn 'Breinholt taler ... med' havde premiere torsdag den 28. maj. I afsnittet taler værten om løst og fast med journalisten Peter Ingemann, der er kendt fra programmer som 'Hammerslag' og 'Størst'.

Og netop det at lade samtalen folde sig ud for åben mikrofon er noget, Anders Breinholt nyder.

- Jeg kan godt lide, når folk fortæller noget helt tilfældigt, som at de fisker med harpun. Så kan jeg følge op i samtalen – uden at skulle overgå personen. På den måde kører samtalen fra udgangspunktet til et helt ottende sted, forklarer han.

Anders Breinholt er kendt for programmer som 'Natholdet'. Foto: Mogens Flindt
Anders Breinholt er kendt for programmer som 'Natholdet'. Foto: Mogens Flindt

Unger som gidsler
Anders Breinholt indledte sin radiokarriere som teenager på Roskilde Radio. Efterfølgende fik han - ved siden af arbejdet som Falck-redder - job på radiokanalen The Voice. Senere blev han vært på diverse programmer på DR's P3.

Siden da har det med at tale med folk om løst og fast været spændt ud som en rød tråd mellem de fleste punkter i hans karriere.

Fra hans store gennembrud i 2005 som vært på P3-programmet 'De Sorte Spejdere' til 'Natholdet' over podcasten 'Anders & Anders' og til hans spritnye solopodcast.

Det nye er bare, at Anders Breinholt - ud over at han har en tilrettelægger og får løn fra podcasttjenesten Podimo - nu står pænt meget på egne ben.

Se også: Peter Ingemann: Jeg er IKKE gået konkurs!

Til 'Breinholt taler ... med' har han erhvervet sig et transportabelt lydstudie, der egentlig bare en trailer, som han har lejet i Aarhus og sat så meget i stand på egen hånd, at det rimeligvis kan kaldes et studie.

Han skaffede traileren uden at have nogen konkret idé med den, men begyndte at eksperimentere med udstyret derhjemme.

- Jeg har interviewet ungerne i kælderen om alt fra ridning til dansetrin og nærmest tvunget dem til at være gidsler i mit projekt. Mest fordi jeg dengang i starten af året ikke vidste, hvad jeg skulle bruge det til, siger Anders Breinholt.

Men i løbet af foråret opstod en idé i hans og Podimos fælles bevidsthed. Han skulle selvfølgelig køre landet rundt og tale med folk, han er fascineret af.

Og sådan blev hans nye projekt til.

Sammen med øl-ekspert Carsten Berthelsen og musiker Søren Rasted lavede Breinholt en druk-julekalender. Foto: Casper Østergaard Vester/TV2
Sammen med øl-ekspert Carsten Berthelsen og musiker Søren Rasted lavede Breinholt en druk-julekalender. Foto: Casper Østergaard Vester/TV2

Blev nervøs
Fordi han er helt på egen hånd, har han på en måde skullet finde tilbage til rødderne - og finde modet frem. Det mærkede han, da han i forbindelse med podcasten var på Strøget i Aarhus for at tale med tilfældige forbipasserende.

- Jeg blev ret nervøs, da jeg rendte rundt med min lille mikrofon. Også selv om folk kunne genkende mig, siger han og fortsætter:

- Normalt ville jeg stå med en fotograf, muligvis også en lydmand og en tilrettelægger. Og så ville jeg stå og spille smart og stille dumme spørgsmål. Men her var jeg bare helt alene, siger han.

Han fandt dog hurtigt tilbage til sine vante rammer.

- Jeg har gjort det masser af gange før, så det handler på en måde om at finde tilbage til rødderne. Det er meget fedt selv at stå for det hele, siger han.

Se også: Lars Ulrich flad af grin over DF'er

Målet er at få danskerne til at fylde deres sommerferie med Anders Breinholts samtaler fra det ganske danske land.

Til at begynde med skal han producere 20 afsnit.

Og indtil videre har han talt med blandt andre Peter Ingeman på Silkeborg-egnen, Coolshop-ejeren Jacob Risgaard i Nordjylland og tegneren Anders Morgenthaler på Møn.

Når sommerferien engang er forbi, skal han tilbage til jobbet som vært for 'Natholdet' i programmets 21. sæson.

Forhåbentlig er det et mønster, han kan gentage næste år.

- Mit arbejdsliv vil være fuldstændig fuldendt ved at lave podcast om sommeren og 'Natholdet' om foråret og efteråret. Så brokker jeg mig sgu ikke, siger Anders Breinholt.

Det første afsnit af 'Breinholt taler ... med' er allerede nu tilgængeligt på Podimo. De næste - mindst 19 - afsnit bliver spyttet ud i en lind strøm over sommeren.