Breinholt sygemeldt

Anders Breinholt er blevet ramt af sygdom og har derfor måttet skaffe en vikar til 'Natholdet'

Anders Breinholt har måttet overlade værtsstollen til Nikolaj Stokholm, efter han er blevet ramt af en virus. Foto: Theis Mortensen/TV2
Anders Breinholt har måttet overlade værtsstollen til Nikolaj Stokholm, efter han er blevet ramt af en virus. Foto: Theis Mortensen/TV2

Hvis du har set programmet 'Natholdet' de seneste dage,  har du nok bemærket, at det - noget atypisk - har været komiker Nikolaj Stokholm, der har været vært på programmet.

Det skyldes, at programmets faste vært, Anders Breinholt, er blevet syg.

Sygemeldingen er ad flere omgange blevet annonceret på 'Natholdets' Instagram-profil.

Virkelig skidt
Til Ekstra Bladet fortæller Anders Breinholt, at han er blevet ramt af halsbetændelse, og han derfor har været sengeliggende den seneste tid.

'Jeg har det ad helvedes til. Jeg er simpelthen blevet slået ud af en halsbetændelse fra helvede', skriver han i en mail.

Anders Breinholt har måttet trække stikket for en stund på grund af en virus. Foto: Olivia Loftlund
Anders Breinholt har måttet trække stikket for en stund på grund af en virus. Foto: Olivia Loftlund

Breinholt ved endnu ikke, hvornår han er klar til at vende tilbage til 'Natholdet', men han håber, at han snart er tilbage på benene.

'Jeg er forhåbentlig tilbage i næste uge. Lige nu er jeg på vej til lægen igen', skriver han.

Det er dog ikke med Breinholts gode vilje, at han har trukket stikket for en stund.

'Det er meget underligt at være væk fra sit arbejde, for som årene er gået, er det blevet en ære for mig ikke at skulle aflyse et show', lyder det fra Breinholt, der kun har måttet melde sig syg fra 'Natholdet' én enkelt gang tidligere i programmets 17. sæsoner.

Se også: Kendt tv-vært må sænke prisen markant

Ikke noget alvorligt
Til Ekstra Bladet fortæller Line Køhlert Breinholt, der er gift med Anders Breinholt og samtidig fungerer som hans agent, at flere seere spørger til Breinholts helbred i kølvandet på sygemeldingen.

'Der er flere, der spørger, om det er alvorligt, men det er det ikke. Han er lagt ned af en halsbetændelse og må derfor tage en pause fra 'Natholdet'. Der er ikke noget drama over det, men han er nødt til at blive i sengen', skriver hun i en mail til Ekstra Bladet.

Se også: Kendt tv-vært får nyt job: - Det er en drengedrøm

God vikar
Men selvom Anders Breinholt er syg, lader det til, at seerne har taget godt imod hans afløser.

På Instagram hylder flere Nikolaj Stokholm for hans evner som vært.

'Højt hurra for en god afløser', skriver en.

'Det bliver en yderst fornøjelse', skriver en anden, mens en tredje tilføjer:

'Det er da den bedste vikar'.

Breinholt selv har dog ikke set med egne øjne, hvordan Nikolaj Stokholm har klaret det som vært.

'Jeg skal være ærlig og sige, at jeg simpelthen ikke har set ham, da jeg bruger størstedelen af døgnet på at sove, men jeg er meget meget taknemlig for, at han er sprunget til', understreger han.

Skærm

Mest læste i flash!