Bundesen: Jeg savner Shu-bi-dua virkelig meget

Et lyn fra en klar himmel, to blodpropper og fire års pause er ikke nok til at holde Michael Bundesen fra at drømme om comeback

Michael Bundesen bryder lang tids tavshed og fortæller nu åbent om tiden efter blodpropperne og ambitionen om at rejse sig igen. (Privatfoto)
Michael Bundesen bryder lang tids tavshed og fortæller nu åbent om tiden efter blodpropperne og ambitionen om at rejse sig igen. (Privatfoto)

Michael Bundesen i privaten i Charlottenlund, hvor musikinstrumenterne for en stund er blevet skiftet ud med malergrej, og tiden nu bruges på tykke bøger og benhård genoptræning i stedet for lange aftener i øvelokalet og på landevejen. (Privatfoto) Kendte Bundesen taler ud: Jeg har været heldig

I tiden efter Michael Bundesen i sommeren 2011 blev ramt af to blodpropper i hjernen, var en af hans største bekymringer, om han ville blive i stand til at synge og stå på en scene igen.

Det fortæller han om til Ekstra Bladet i sit første, store interview siden ulykken, der kom helt uden varsel.

Var du stresset, eller havde du nogen indikation på, at noget kunne være under opsejling?

– Nej. Det kom – som man siger – som et lyn fra en klar himmel. Jeg var oven i købet stoppet med at ryge fire år forinden. Jeg havde ingen idé om, at jeg skulle rammes af noget som det her. Og da de undersøgte mig, kunne de heller ikke finde nogen forklaring. Stress har det i hvert fald ikke været. I min tid i Shu-bi-dua har arbejdet med gutterne tvært imod altid virket afstressende. Vi tog det meget roligt, når vi skulle øve og ud at spille, siger Michael Bundesen.

Michael Bundesen har aldrig været kendt for at forholde sig i ro på scenen. Her er han fotograferet i front for Shu-bi-dua på Midtfyns Festival i 1994. Foto: Annelise Fibæk)
Michael Bundesen har aldrig været kendt for at forholde sig i ro på scenen. Her er han fotograferet i front for Shu-bi-dua på Midtfyns Festival i 1994. Foto: Annelise Fibæk)
 

Bare kom i gang
Da den værste frygt for helbredet havde lagt sig, var det første, Bundesen tænkte på, om han nogensinde ville være i stand til igen at stå på en scene og synge. Derfor hidkaldte han sin nære ven Shu-bi-dua-guitaristen Ole Kibsgaard, så der kunne foretages en lyn-evaluering af tingenes tilstand. Og heldigvis gik den første ’eksamen’ over al forventning.

– På et tidspunkt ikke så lang tid efter, at det var sket, kom Ole forbi på hospitalet, hvor vi tog nogle timer i kælderen i en sal, hvor der var god akustik. Jeg støttede mig op ad en ribbe og sang, så godt jeg kunne. Det var meget bekræftende at opleve, at jeg stadig kunne synge. Og Ole sagde: ’Vi er da ude at optræde igen i morgen, så bare kom i gang’

Det skulle dog vise sig ikke at gå helt så hurtigt. Målet er dog stadig det samme. ’Bunden’ vil tilbage på scenen. Og årsagen er ganske enkel:

– Jeg har savnet Shu-bi-dua. Virkelig meget endda. Det skal ikke være nogen hemmelighed.

Se også: Comeback-Bunden: Springer ud som kunstmaler

Se også: Trods sygdommen: Hovedrig Shu-bi-dua-boss

Taler stadig som et vandfald
Udover den fysiske genoptræning, som Bundesen passer punktligt tre gange om ugen, er han samtidig gået målrettet i gang med at træne stemmen.

– Jeg går til sang hos min gamle sanglærerinde. Hun siger, at det lyder, som det plejer at gøre – og så kan jeg jo ikke være andet end tilfreds. Da jeg havde den første time hos hende, var jeg skide nervøs for, at der skulle være røget noget i toneregistret, men det var der heldigvis ikke. Jeg synger stadigvæk lige dybt, siger Bundesen med en stolt grimasse i det venlige ansigt og tilføjer, at netop evnen til at synge og tale har været altafgørende for humøret.

– Når man er en person, der som jeg er vant til at snakke som et vandfald, kan jeg kan roligt sige, at jeg ikke tror, det var gået mig særlig godt, hvis jeg havde mistet evnen til at synge og snakke. Så var jeg nok blevet meget depressiv.

Læs hele det store interview med Michael Bundesen her:

Michael Bundesen i privaten i Charlottenlund, hvor musikinstrumenterne for en stund er blevet skiftet ud med malergrej, og tiden nu bruges på tykke bøger og benhård genoptræning i stedet for lange aftener i øvelokalet og på landevejen. (Privatfoto) Kendte Bundesen taler ud: Jeg har været heldig

- Det har sgu været hårdt

- Jeg har ikke tænkt mig at give op

- Man får nogle ’bump’ undervejs

- Jeg vil op at stå, før jeg skal optræde igen

- Der er nogle grænser, der skal overskrides