Caroline Fleming køber luksusvilla for svimlende beløb

Caroline Fleming har smidt 24,5 mio. kr. for boligen, der nu skal gennemgå en stor renovering

Caroline Fleming flytter fra Klampenborg til Hellerup. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Caroline Fleming flytter fra Klampenborg til Hellerup. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Da prins Joachim, prinsesse Marie og deres to børn sidste år flyttede til Paris, hvor prinsen skulle uddanne sig inden for militæret, kunne den tidligere baronesse Caroline Fleming flytte ind i familiens gemakker i Klampenborg.

Her har hun siden boet til leje, men da prinseparrets søn, prins Henrik, fik vejrtrækningsproblemer, og coronavirussets udbredelse samtidig eskalerede i Europa, valgte prins Joachim og familien at tage hjem til Danmark.

Se også: Fleming overrasker: Flytter fra prins Joachim

Det betød, at Caroline Fleming igen måtte se sig om efter en ny bolig.

Den har hun nu fundet, skriver BT, der beretter, at Caroline Fleming har købt en villa i Hellerup til intet mindre end 24,5 millioner kroner.

Det er otte millioner mere, end den tidligere ejer gav, da vedkommende købte villaen i 2017.

Villaen, der er 227 kvadratmeter stor, har syv værelser.

Ekstra Bladet kunne i sidste uge fortælle om boligkøbet, som hun satte sin underskrift på for et par uger siden. Hun flytter dog ikke ind med det samme.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger forventer hun først at kunne rykke ind i de nye gemakker om to-tre måneder, efter huset har gennemgået en omfangsrig renovering.

Se også: Bendtner indgår ny aftale med eksen

Caroline Fleming har tre børn. Den yngste, Nicholas, har hun med ekskæresten, fodboldspilleren Nicklas Bendtner, der også for nylig har luftet tankerne om at flytte ud af København og lidt længere nordpå.

Prins Joachim, prinsesse Marie og deres to børn, prins Henrik på ti år og prinsesse Athena på otte, har boet på Amalienborg, siden de kom hjem fra Paris.