Model og tv-kendis Annabelle Neilson døde mandag i sit hjem i London 49 år gammel.
Den kendte model medvirkede i realityshowet 'Ladies of London', hvor også tv-baronessen Caroline Fleming har vist sit liv frem.
De to blev venner under indspilningen af serien, og derfor har Caroline Fleming også valgt at dele et opslag på Instagram, hvor hun mindes sin afdøde veninde.
'Min kære Tinky, ingen ord kan beskrive, hvor ked af det jeg er over at miste dig. Din søde og kærlige sjæl vil blive savnet. Det er svært at tænke sig til, at du ikke længere er her', skriver hun.
'Vi snakkede sammen i onsdags, og vi planlagde at spise frokost sammen i næste uge, og i stedet er det dagen for din begravelse. Jeg elskede dig fra det øjeblik, hvor jeg mødte dig', fortsætter Fleming.
'Det specielle venskab, vi havde, er jeg så taknemmelig for. Min far så også op til dig, og jeg ved, at han vil være sammen med dig i himlen. Hvil i fred, min elskede ven. Alle vores minder er forevigt i mit hjerte, skriver Caroline Fleming i opslaget til et billede af de kvinder sammen.
Intet mistænkeligt ved dødsfald
London Metropolitan Police bekræftede tidligere på dagen, at en ambulance blev tilkaldt til Annabelle Neilsons adresse i London, hvor en kvinde, der viste sig at være den tidligere model, var fundet død.
Se også: Caroline overvejer: Måske er det slut
Ifølge politiet er der ikke noget mistænkeligt ved dødsfaldet.
Annabelle Neilson medvirkede i realityshowet 'Ladies of London' i 2014 og 2015. Her var hun med i de to første sæsoner, hvor seerne kunne følge hendes hårde kamp tilbage efter en rideulykke.
Annabelle Neilson var tætte venner med flere store modeller blandt andet Kate Moss og Naomi Campbell, og hun var kendt for at være designeren Alexander McQueens muse i flere år inden hans død.
Tv-baronessens nye projekt: Det skal hun lave nu
Ekstra Bladet har været i kontakt med Caroline Fleming, men hun ønsker ikke at kommentere yderligere af respekt for familien.