Claudia Rex: Jeg havde tvangstanker

Claudia Rex afslører i programmet 'Slip angsten - sig det højt', at hun fik tvangstanker under Vild med dans

Her ses Claudia Rex sammen med Patrick Nielsen under Vild med Dans i 2011. Foto: Mogens Flindt
Her ses Claudia Rex sammen med Patrick Nielsen under Vild med Dans i 2011. Foto: Mogens Flindt

Danseren Claudia Rex fortryllede hele Danmark, da hun fredag efter fredag blev ført rundt på dansegulvet af sine dansepartnere i Vild med dans. Umiddelbart så det ud som om, alt var en dans på roser, men bag facaden gik hun rundt med både tvangstanker og angst.

Det fortæller Claudia Rex tirsdag i Kanal 4's nye programserie 'Slip angsten - sig det højt', der er resultatet af et samarbejde med Psykiatrifonden.

- Da angsten var værst for mig, fyldte den cirka 95 procent af mine vågne timer, røber den tidligere Vild med dans-danserinde.

Den tidligere danser siger i programmet, at hun helt fra barnsben har døjet med tvangstanker, der kun forsvandt ved at udføre tvangshandlinger, som for eksempel den måde, hun spiste på eller trak vejret på.

Hun kan tydeligt huske, hvordan hun blev bange for, at der skulle ske noget frygteligt for hendes familie eller venner, hvis hun ikke udførte tvangshandlingerne. På den måde udviklede hun også angst.

Særligt slemt en fredag
Faktisk var det netop i danseprogrammet Vild med dans, der gjorde hende landskendt, at hun især havde det dårligt.

- De sidste år fyldte mine tvangstanker ekstremt meget. Hvis tingene ikke blev gjort lige præcis efter mit hoved, var jeg sikker på, at så røg vi ud eller min partner eller jeg lavede fejl.

Der var faktisk en helt specifik Vild med dans-fredag, hvor hun ikke kunne kontrollere sine tvangstanker længere, og kom til - på direkte landsdækkende tv - at lave en bevægelse med hovedet.

- Der kunne jeg bare mærke, at jeg fik det skidt.

- Jeg følte mig blottet for hele verden. Nu ville alle kunne se, at jeg havde et problem, hvilket jeg selvfølgelig ikke var interesseret i, at folk vidste.

Claudia Rex kunne dog ånde lettet op, for hverken hendes forældre eller kæreste havde lagt mærke til de tvangshandlinger, som danseren var kommet til at udføre.

Efterfølgende erkendte Claudia Rex, at hun havde brug for psykologhjælp og har i dag styr på sine tvangstanker og angsten.

Hun håber at kunne være med til at nedbryde tabuer om angst og andre psykiske lidelser i programserien "Slip angsten - sig det højt", der bliver sendt på Kanal 4 fra mandag den 30. januar.

Mest læste i flash!
Hent flere