Dan Rachlin vender på en tallerken: Vil ikke råbe bøsse længere

Dj og tv-vært Dan Rachlin har i mange år sunget med på hånlige smædesange om bøsser på stadion, men det er slut nu

Peter Mejlvang er homoseksuel fodboldspiller. Hør, hvad han mener om homofobi i dansk fodbold. Producer: Martin Lorentsen

Søndag aften spillede FC København mod OB. En kamp ligesom så mange andre. Og så alligevel ikke.

Fra OB's tilskuerrækker blev der råbt noget. Noget, som satte sig fast og sidenhen har skabt stor debat.

'Fischer (spiller fra FC København, red.) han er bøsse', lød det fra de ophidsede fans.

Den unge FCK-spiller Victor Fischer var efterfølgende hurtigt ude og tage afstand fra tilråbene.

- Det er en uskik i samfundet generelt, men det er det især i fodbold. (...) De kan kalde mig en idiot, de kan sige, at jeg har en glat frisure. Det har endda en snert af humor. Men det hører ingen steder hjemme, at det (homoseksualitet, red.) skulle være et skældsord i fodboldkulturen i 2019, sagde Viktor Fischer efter hændelsen til DR.

Men det var ikke kun fodboldspilleren selv, der havde en holdning til de homofobiske tilråb.

Onsdag formiddag skrev dj og tv-vært Dan Rachlin et blogindlæg om episoden i Berlingske. Rachlin er inkarneret FCK-fan og befinder sig tit på tribunen, når Østerbro-holdet spiller i Telia Parken i København.

Blog-indlægget havde overskriften: 'Man kan godt råbe bøsse uden at være homofob'.

I indlægget argumenterede han for, at der på grønsværens tilskuerpladsen gælder et andet regelsæt, som man ikke nødvendigvis kan overføre til virkeligheden.

Dan Rachlin har været FCK-fan i mere end 25 år. Foto: Jonas Olufson
Dan Rachlin har været FCK-fan i mere end 25 år. Foto: Jonas Olufson

Noget andet på stadion
'Man kan sagtens lære sine børn og unge mennesker, at der findes én jargon til en fodboldkamp på et stadion og så en anden måde, vi opfører os på, når vi ikke er til fodbold', skrev kendissen blandt andet.

Rachlin understregede i indlægget, at han selv har flere homoseksuelle venner, og at han aldrig kunne finde på at synge noget racsistisk.

'Min fraktion i Parken, 'Cooligans', som helhjertet støtter FCK, kommer ikke med racistiske tilråb. Vi håner ikke spillere, der eksempelvis har været ude for sygdom eller dødsfald. Men ja, vi råber 'I er bøsser' til Brøndbys fans' skrev han.

Ændrede holdning
Indlægget mødte stor modstand i timerne efter offentliggørelsen. Kritikerne mente ikke, at der var hold i Rachlins argumentation. Og allerede samme aften var Rachlin da også kommet på bedre tanker.

I et opslag på sin Facebook-profil onsdag aften, blot få timer efter at det første indlæg blev offentliggjort, fortæller Rachlin, at han er blevet klogere.

'Hvis mit bidrag til idiotiske sange om specifikt Brøndby og ved enkelte lejligheder en dommer på nogen måde er medvirkende til at gøre livet lidt mere besværligt for den unge mand, der har svært ved at springe ud, den ældre gifte heteroseksuelle mand, der ønsker et andet liv eller andre homoseksuelle, er det grund nok til at jeg stopper det. Og det gør jeg!', lyder det i opslaget.

Endegyldigt slut
Da Ekstra Bladet taler med Dan Rachlin erkender han også, at han det seneste døgn er blevet klogere. Han afviser dog, at det skyldes et pres fra den såkaldte shitstorm, som han har befundet sig i.

- Jeg opponerer mod alle, der vil få det til at se ud, som om jeg har ændret holdning under pres eller grundet en shitstorm. Allerede i indlægget og efterfølgende forklarede jeg, at det ikke bliver en eller anden forarget journalist eller en eller anden forarget homoseksuel, som tror, han taler på vegne af alle homoseksuelle, som kan få mig til at ændre attitude eller holdning.

Derimod forklarer han, at det at tale med tætte homoseksuelle venner og se Victor Fischer argumentere imod sangene har fået ham til at ændre holdning.

- Det at råbe 'I er bøsser' er ud fra en gammeldags og misforstået opfattelse af, at homoseksuelle skulle være sådan lidt tøsede i det blandt andet i deres tilgang til sport. Og når jeg kalder det en misforstået og gammeldags måde, så er det, fordi det passer jo ikke.

Selvom Rachlin stadig vil råbe på stadion, er det nu slut med at råbe hånlige ting om homoseksuelle.

- Jeg har overskredet en grænse, og for mit vedkommende er det nu endegyldigt slut med at synge 'I er bøsser' på stadion, afslutter han.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere