Dansk kendispar jubler over stor nyhed

Tre bliver til fire hjemme hos Nicholas Kawamura og Trine Kjær, når de til efteråret bliver forældre igen

I 2018 stoppede Nicholas Kawamura på DR efter ti år. Foto: DR
I 2018 stoppede Nicholas Kawamura på DR efter ti år. Foto: DR

Mens den seneste tid for de fleste har handlet om at komme ordentligt gennem coronakrisen og isolationen, så har det for den tidligere P3-vært Nicholas Kawamura og bloggeren Trine Kjær også handlet om noget helt andet.

Parret, der i 2017 blev forældre for første gang og et år senere blev gift, venter nemlig endnu et barn.

Det skriver den tidligere radiovært i et opslag på Instagram, mens Trine Kjær også har delt samme billede til sine 137.000 følgere på det sociale medie.

'Midt i denne specielle periode har vi herhjemme gået og lunet os ved en lille hemmelighed. For Roberta skal være storesøster! Til september bliver vi fire i familien - og vi kunne ikke være lykkeligere,' jubler Nicholas Kawamura i opslaget, der viser et billede af datteren, som holder scanningsbilledet.

Til september kan han så glæde sig til, at der igen sker noget nyt i parrets liv.

Trygge trods corona
At coronakrisen sandsynligvis ikke er et overstået kapitel til den tid, er noget, Nicholas og familien tænker over.

- Det er klart noget, vi har tænkt over og snakket om. Virkeligheden er jo bare en anden nu, så selvfølgelig bliver det noget andet at få et barn i den her nye virkelighed. Det, at man er meget tættere sammen har gjort, at vi har været mere sammen om det hele. Det har rykket os tættere sammen som familie, siger han til Ekstra Bladet.

De er dog ikke utrygge ved, at fødslen skal foregå i et sygehusvæsen, der samtidig er travlt beskæftiget med corona.

- Vi er ret trygge ved det. Vi har ret stor tillid til, at der er helt styr på det. Det er ikke bekymringerne, der fylder, siger Kawamura.

Er det så slut nu, eller er der planer om endnu flere børn?

- Det er meget et ad gangen. Der er ikke planer om en nummer tre. Det kommer på tale, hvis det går godt med nummer to. Før kan vi ikke tage stilling til det, og så er vi slet ikke de planlæggende typer med skemaer og den slags. Vi gør det, der føles rigtigt, og så ser vi, hvad der sker.

Se også: Coronavirus rammer populære DR-programmer

Forlod DR
I maj 2018 meddelte Nicholas Kawamura, at han stoppede på DR efter ti år.

Han sagde jobbet som P3-vært op og vidste på daværende tidspunkt ikke, hvad fremtiden bød sig, men få måneder senere kunne han fortælle, at han havde fået drømmejobbet som konsulent hos Universal Music Danmark.

- Det har bestemt ikke været en nem beslutning. Det kræver tilløb at sige op. At være fastansat i DR er jo et dejligt sikkerhedsnet at have, men pludselig kan sikkerhedsnettet blive en hængekøje, som man ligger og falder lidt i søvn i. Og så ryger kreativiteten sgu lidt, sagde Kawamura til Ekstra Bladet i forbindelse med udmeldingen om sin exit i 2018.

Se også: Kendt radiovært er blevet gift