Dansk komiker: Jeg vælter mig i penge

Andreas Bo var i sit lunefulde hjørne ved Zulu Comedy Galla, og selv om han ikke ville sætte tal på, så kunne han fortælle, at økonomien er god. Rigtig god

Hør Andreas Bo give den gas i videoen herover. Video: Lars Sejr

Det var en Andreas Bo i storform, der torsdag aften gæstede den røde løber ved årets Zulu Comedy Galla.

Her blev han ledsaget af kæresten Katrine Wadil.

Parret har ingen planer om at blive gift endnu, men en dag sker det formentlig, lyder det fra Andreas Bo, og når dagen oprinder, bliver det godt for Katrine. Rigtig godt. For 52-årige Andreas Bo hævder at have en bugnende bankbog, der står og venter på at forsøde livet for hans 18 år yngre kæreste.

- Katrine skal arve hele dynen. Mine børn er jo håbløse og ender nederst på den sociale rangliste. Min datter er ansat i mit firma, men mine børn, de er håbløse. De har tabt denne her kamp, så det bliver Katrine, der kommer til at overtage hele herligheden, lød det med et stort smil fra 'Dirch'-skuespilleren, der dog ikke var færdig endnu.

Se også: Komiker kæmper med millionprojekt

Imens Katrine forsøgte at finde en grimasse, der kunne passe, fortsatte Andreas Bo.

- Og må jeg have lov til at sige, at det er ikke så lidt (der står på kontoen, red.). Jeg er jo ved muffen. Hold kæft, det går godt. Det går røvgodt. Jeg er træt af succes, og jeg er træt af indkomst, så der bliver noget til dig, skat, sagde han og gav ledsageren et blik.

- Hvor meget står der da på kontoen?

- Hvis vi gør det hele op? Det har jeg simpelthen ikke turdet. Jeg regner på kugleramme, og der mangler simpelthen den yderste venstre, som tæller over millionerne. Den række mangler, så det har jeg ladet min revisor om.

Andreas Bo fortæller, at kæresten, Katrine Wadil, skal arve efter ham. Børnene er for håbløse. Foto: Mogens Flint
Andreas Bo fortæller, at kæresten, Katrine Wadil, skal arve efter ham. Børnene er for håbløse. Foto: Mogens Flint

Opskrift på succes
Andreas Bo betegner sig selv som entertainer, men han kunne også med rette få mærkatet multikunstner. Han har oplevet masser af succes som både skuespiller, komiker og i diverse revyer og teaterforestillinger.

Hemmeligheden bag er dog ganske simpel, fortæller han.

- Det, jeg gør, det er, at jeg går ind på internettet og finder en vittighed, jeg kan planke, altså stjæle, så går jeg i skuffen, finder en paryk og lidt sjove ting, og så går jeg på scenen og siger den. Vup, lige ned i foret.

- Og så sender du en sms og siger: 'Tak, Ruben Søltoft'?

- Ja, så siger jeg tak. Men Ruben Søltoft? Det er alt for avanceret. Vi er nede i noget '555 sjove historier' eller 'En halv humørtime', griner han.

Se også: Kan ikke flytte sammen med kæresten

Selv om Andreas Bos udmelding om finanserne naturligvis skal tages med et glimt i øjet, så er der ingen tvivl om, at det går godt. Det viser et kig i regnskaberne for hans selskab 'Loyal entertainment Aps'. Her fremgår det, at egenkapitalen er på godt 1,2 millioner kroner. Og har givet overskud fire år i træk. Seneste regnskab viste et overskud før skat på hele 1,4 millioner kroner.

Pengene er blandt andet investeret til fordel for de to 'håbløse' børn.

- Jeg har købt en lejlighed til hver af mine børn, det gør man jo i min alder, siger Andreas Bo og sender samtidig en advarsel til sine afkom.

- Jeg har sagt til dem, at hvis de kommer og siger, at jeg skal være bedstefar, så ryger de ud, for jeg er jo faktisk deres udlejer. Hvis jeg skal være bedstefar, så er der tre måneders opsigelse. Det vil jeg simpelthen ikke være endnu, men Katrine glæder sig til, at det sker, siger Andreas Bo.

Zulu Comedy Galla vises på TV2 ZULU søndag klokken 21.00.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere