Dansk minister er blevet far

Troels Lund Poulsen blev op til jul far til en lille pige

Troels Lund Poulsens kæreste, Anne Simonsen, viste sin gravide mave frem til gallataffel på Christiansborg Slot i august under det franske statsbesøg. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Troels Lund Poulsens kæreste, Anne Simonsen, viste sin gravide mave frem til gallataffel på Christiansborg Slot i august under det franske statsbesøg. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Julen kom tidligt i år hos beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

21. december blev den 42-årige minister far til en lille pige.

'Den bedste julegave kom til Anne og mig fredag den 21. december fra morgenstunden, hvor vi blev forældre til en sund og velskabt lille pige... glædelig til jer alle', skrev Lund Poulsen på sin Instagram-profil, da parrets første barn var kommet til verden.

Til Ekstra Bladet fortæller Troels Lund Poulsen, at den lille ny allerede har sat sit præg på dagligdagen hos ham og kæresten, Anne Simonsen.

- Vi kom hjem fra hospitalet 23. december, så det har været en meget rolig jul og også et meget roligt nytår, hvor vi bare har været hjemme - kun afbrudt af nytårskuren i går.

Troels Lund Poulsen og Anne Simonsen har fået en lille datter. Foto: Ritzau Scanpix
Troels Lund Poulsen og Anne Simonsen har fået en lille datter. Foto: Ritzau Scanpix
 

Datteren kom til verden ved et 'udramatisk' kejsersnit, så derfor fik den lille familie et par dage ekstra på Roskilde Sygehus.

- Det kommer jo bag på en, når folk fortæller om, hvor fantastisk det er at få et barn. Jeg har da nogle gange tænkt: 'Er det nu også så fantastisk?' Men alle de klichéer man har hørt, de er fuldstændigt rigtige. Det er jo enormt livsbekræftende at se sådan en lille størrelse og mærke hende i ens arme, slår han fast.

Minister på barsel?
Troels Lund Poulsen har haft fri hele juleferien og skal først tilbage på arbejde i slutningen af næste uge. Derfor har han haft god tid til at hjælpe, så godt han kan, med datteren.

- Jeg deltager både i at skifte hende, være oppe om natten og med at give Anne moralsk opbakning, men der er jo fysiske begrænsninger på, hvad jeg kan - jeg kan jo ikke give hende bryst. Men alt andet kan jeg selvfølgelig deltage i, slår han fast.

- Vi må jo se, hvad der sker, når vi har overstået folketingsvalget. Men uanset hvad regner jeg med at tage noget barsel med hende

Parret har endnu ikke besluttet, hvad datteren skal hedde.

- Vi er gået i tænkeboks og må bruge de næste par uger på det. Vi har fået masser af inspiration.

Se også: Dansk minister skal være far

I slutningen af august deltog Troels Lund Poulsen og hans kæreste, Anne Simonsen, i dronningens gallataffel i anledningen af, at den franske præsident, Emmanuel Macron, besøgte Danmark. Her spottede ugebladet Billed-Bladet en bule på hendes mave.

- Vi glæder os rigtig meget. Det bliver et julebarn, så det bliver nok en lidt anderledes jul på gården i år. Men sikken en dejlig julegave, sagde ministeren til Billed-Bladet.

Se også: Sladrede om Thornings skattesag: Nu er de kærester

Troels Lund Poulsen og Anne Simonsen har dannet par siden 2015. Inden da var ministeren kæreste med politiker-kollegaen Sophie Løhde.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere