Dansk 'Paradise'-vinder lagt for had i Sverige

Sarah Dohn bliver beskyldt for at være racist, efter en række svenskere har set et klip med hende fra den seneste sæson af 'Paradise Hotel'

Sarah Dohn gjorde sig uheldigt bemærket under første parceremoni. Foto: Nent Group Danmark
Sarah Dohn gjorde sig uheldigt bemærket under første parceremoni. Foto: Nent Group Danmark

Sarah Dohn gjorde sig uheldigt bemærket tidligt i den seneste sæson af 'Paradise Hotel', inden den unge nordjyde i sidste ende gik hele vejen og vandt.

Episoden, der dengang blev omtalt i blandt andet Ekstra Bladet, omhandlede Türker Alici. Da Sarah Dohn til første parceremoni blev spurgt, om han var hendes type, fik hun nemlig ikke formuleret sig helt så heldigt.

- Lidt. Jeg er ikke så meget til det udenlandske. Men han er bestemt en type, jeg ville gå efter, hvis han ikke var fra udlandet, sagde hun og kunne med det samme høre, at det ikke var helt så velovervejet.

Türker - og de andre deltagere - tog episoden med et grin, og Sarah Dohn fik igen og igen understreget, at hun ikke er racist.

Se også: - Jeg har overvejet det i rigtig mange år

Episoden er efterhånden et halvt år gammel for de danske seere, men nu bliver Sarah Dohn konfronteret med det igen, efter udlandet har opdaget klippet.

Den svenske Instagram-konto Dyngbaggen med 478.000 følgere har delt videoen, og kommentarfeltet er fyldt med folk, der retter skarp kritik mod den danske 'Paradise Hotel'-deltager.

Derudover har folk som den svenske YouTube-stjerne Antonija Mandir med 294.000 følgere også delt det på sin Instagram Story og kaldt Sarah Dohn for 'dum', mens Bettina Buchanan fra den norske udgave af realityprogrammet på sin profil kalder det for 'en fucked up ting at tænke og sige', og hun retter skarp kritik mod produktionen og de andre deltagere.

Skriver grimme ting
Sarah Dohn har selv delt en række af opslagene på sin Instagram Story, hvor hun ærgrer sig over, at det hele nu igen blusser op.

Til Ekstra Bladet fortæller hun, at hun også har modtaget en række private beskeder fra svenskere, der sviner hende til, og hun fortæller, at de har taget dele hele meget værre, end danskerne gjorde.

- Nu er jeg jo ikke ekspert i svensk, men de skriver bare nogle grimme ting til mig, siger Sarah Dohn og fortsætter:

- Det er sådan nogle åndssvage ting, der slet ikke giver mening. Der var en, der seriøst skrev, at han elsker blondiner, men at jeg er den grimmeste blondine, fordi jeg har sagt, som jeg har gjort, og at jeg ikke kan tillade mig at være blondine, når jeg har sagt sådan noget. Det er så åndssvagt.

- Hvad tænker du, når du læser den slags beskeder?

- Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal tænke om sådan noget, for jeg ved, hvad jeg kan stå inde for, hvilke holdninger jeg har, og hvilke meninger jeg har, siger hun.

Se også: 'Paradise'-vinder: Derfor gjorde jeg det

Türker tog det med et smil under episoden - og han opfordrer sine følgere til at gøre det samme. Foto: Nent Group Danmark
Türker tog det med et smil under episoden - og han opfordrer sine følgere til at gøre det samme. Foto: Nent Group Danmark
 

Pisse uheldigt
Hun har dog alligevel valgt at kommentere på det, fordi hun frygter, at folk vil tage en eventuel tavshed som et tegn på, at der er noget om snakken.

- Og det gider jeg ikke have. Det var jo forkert sagt, og det kom forkert ud dengang. Det var slet ikke sådan, jeg mente det, og det sagde jeg også dengang, da det kom på tv. Det fik folk også forståelse for, men nu kører det bare igen i Sverige - og svenskerne fatter jo ingenting. De ser jo kun de ti sekunder fra den parceremoni, og så hører de, hvad de vil høre.

- Det er bare så pisse uheldigt, at det nu lander midt i den krise, der er med alt det i USA - og alle lande for den sags skyld - med Black Lives Matter. Det er bare ikke særlig fedt at blive kaldt racist, siger hun.

Se også: 'Paradise'-vinder overrasker

Hun understreger igen, at hun altså ikke er racist, og hendes forhold til Türker Alici er i dag godt, fortæller hun. Og det virker han til at være helt enig i. På sin Instagram Story har han sendt en støttende besked til realitykollegaen.

'Utroligt hvad noget så sjovt pludselig er blevet til så meget had', skriver han og opfordrer følgerne til at sende positive vibes og lade være med at hoppe med på den bølge.