Dansk popstjerne er blevet gift

Sanger og sangskriver Rasmus Walter er blevet gift med stylisten Barbara Gullstein

Rasmus Walter og Barbara Gullstein har fået hinanden. Foto: Mogens Flindt
Rasmus Walter og Barbara Gullstein har fået hinanden. Foto: Mogens Flindt

Den danske sanger og sangskriver Rasmus Walter er i dag, lørdag, blevet gift med stylisten Barbara Gullstein.

Det smukke par blev viet i Tranebjerg Kirke på Samsø.

Det kommer nok ikke som et større chok for den 39-årige pop-musikers mange fans og følgere, at vielsesceremonien altså skulle stå lørdag den 20. maj i år.

Se også: Rasmus Walter i bedring

Walters kæreste og nu ægtehustru løftede nemlig fredag sløret for deres planlagte bryllup over for sine følgere på det sociale medie Instagram.

Til et familiefoto foran kirken på Samsø, skrev Gullstein nemlig følgende:

- Så blev børnene velsignet.. I morgen er det vores tur.

Se også: Rasmus Walter skal være far igen

Lørdag har den yndige brud så uploadet endnu et billede på sin Instagram-profil:

- Min dreng har givet mig blomster, skriver Barbara Gullstein efterfulgt af hashtagget 'walterwedding17'. Lykønskningerne lader da også til at strømme ind i kommentarsporet.

Sammen har Rasmus Walter og Barbara Gullstein to børn, nemlig sønnen Milo og datteren Luka.

Den populære sanger har tidligere over for Ekstra Bladet fortalt, hvordan det har været at blive far:

- Efter jeg er blevet far, græder jeg ret meget. Af ting, der handler om børn. Grufulde ting, man læser i avisen og på nettet. Jeg kan slet ikke klare det. Jeg går helt neden om og hjem. Før jeg blev far, havde jeg slet ikke den samme forståelse for den slags ting, der handler om børn, sagde han til Ekstra Bladet i 2014.

Koncert med Rasmus Walter på Smukfest 2015 i Skanderborg. Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS/POLFOTO
Koncert med Rasmus Walter på Smukfest 2015 i Skanderborg. Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS/POLFOTO
 

Rasmus Walter har blandt andet været forsanger i rockbandet Grand Avenue, som han var med til at starte i 2001. Ti år senere i 2011 slog han for alvor igennem som solist med debutalbummet 'Rasmus Walter'. Siden er det blevet til mange musikalske ørehængere for den talentfulde sangskriver.

Se også: Rasmus Walter: Mere end lækker