Dansk rigmand sælger gigantvilla for mere end 20 mio.

Dating.dk-rigmanden Peter Johan Sønderby-Wagner har solgt sin bolig på 513 kvadratmeter

Det hvide hus blev solgt med et afslag på 1,6 millioner kroner. Foto: Lützau
Det hvide hus blev solgt med et afslag på 1,6 millioner kroner. Foto: Lützau

Den danske iværksætter Peter Johan Sønderby-Wagner, der blandt andet er medstifter af webgiganten Dating.dk, har netop solgt sin kæmpekasse på Strandvejen i Vedbæk nord for København. Ind på kontoen røg 23,3 millioner kroner. Det skriver boliga.dk.

Sønderby-Wagner, der for nylig solgte sin del af dating.dk, har dermed givet en smule rabat.

Huset var nemlig senest udbudt til salg for knap 25 millioner kroner, hvilket altså vil sige, at den nye ejer af Øresunds-adressen har fået et afslag på 1,6 millioner kroner.

Ifølge oplysninger fra Tinglysningen købte Peter Johan Sønderby-Wagner sammen med sin kone adressen på tvangsauktion i 2011 for godt 20 millioner kroner.

Privat badebro
Ejendommen ligger på en grund direkte ud til havet og har blandt andet en privat badebro.

Derudover tæller adressen en bolig på 513 kvadratmeter, som ifølge liebhavermægleren Lützaus salgsopstilling er 'gennemgribende renoveret med løsninger af høj international standard'.

Københavnforstaden Vedbæk, der ligger i Rudersdal Kommune, har også tidligere på året spillet med pris-musklerne.

I juni blev Michael Laudrups gamle villa længere nede af Strandvejen nemlig solgt for hele 55 millioner kroner, hvilket er årets hidtil næstdyreste hushandel i hele landet.

Dyre kvadratmeter
Priserne på husene i 2950-postnummeret er da også gennemsnitligt blandt nogle af landets dyreste.

Ifølge en helt ny opgørelse fra Boliga skal der nemlig for øjeblikket betales 43.089 kroner for en enkelt kvadratmeter i området.

Se salgsannoncen HER