Dansk sanger lider af kronisk sygdom: - Jeg har fået en livstidsdom

Søren Huss lider af type 2-diabetes, og det har han svært ved at anerkende

Søren Huss afslører nu, at han lider af uhelbredelig sygdom. Foto: Per Lange
Søren Huss afslører nu, at han lider af uhelbredelig sygdom. Foto: Per Lange

Hvad der skulle have været et ganske udramatisk rutinetjek hos lægen for to år siden, endte ganske dramatisk for den 43-årige sanger Søren Huss.

Efter lægebesøget fik han nemlig at vide, at han led af type 2-diabetes, og den besked kom som noget af et chok for ham.

Det fortæller han i et interview med magasinet Diabetes.

Se også: Gik konkurs efter populært TV2-program: Reddet på et hængende hår

Her forklarer han også, at det har været svært for ham at anerkende, at han er syg, fordi han ikke har haft nogle symptomer.

- Det sværeste er at erkende, at jeg er syg, for jeg kan jo ikke mærke noget: At jeg har fået en livstidsdom – en tilstand, jeg ikke kan løbe fra, siger han i interviewet og fortsætter:

– Jeg tænkte ikke så meget over det, da jeg fik det at vide. Jeg fik en recept på metformin, som jeg skulle begynde at tage. Det kunne jeg ikke. Jeg havde jo ingen symptomer og kunne ikke tage det seriøst. Jeg kunne ikke finde ud af tage den der pille morgen og aften, så jeg gav stille og roligt op på det.

Hvad er type 2-diabetes?

  • Type 2-diabetes er en kronisk sygdom med blandt andet forhøjet blodsukker
  • Symptomerne er ofte vage, fx: Træthed, tørst, hyppige vandladninger, hyppige infektioner, føleforstyrelser, synforstyrrelser, vægttab.
  • Ved type 2-diabetes er der ofte også forhøjet blodtryk og kolesterol
  • Type 2-diabetes behandles med kost og motion - sammen med medicin der sænker blodsukker, blodtryk og kolesterol

Kilde: Sundhed.dk og Diabetesforeningen

Hans egen skyld
Søren Huss er dog ikke i tvivl om, hvad sygdommen er kommet af. Han har nemlig altid haft en forkærlighed for søde sager, og han er derfor af den opfattelse, at sygdommen er hans egen skyld.  

– I mit tilfælde er det helt selvforskyldt, at jeg har fået sukkersyge. Min krop kunne simpelthen ikke mere. Jeg har ikke behandlet min krop ordentligt. Men jeg gider ikke være bitter over det, og jeg gider ikke skamme mig over det. (...) Jeg har aldrig været afhængig af pot eller alkohol, men mad har været mit drug. Jeg har spist mange poser slik i mit liv og har ikke kunnet styre det. Den time i 7. klasse om behovsudskyldelse; den var jeg åbenbart ikke til, siger Søren Huss til magasinet og fortæller, at han de sidste 20 år har holdt 'børnefødselsdage' for sig selv, hvor han har spist alt det, han kunne komme i nærheden af.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Søren Huss er ikke meget for at tage medicin. Foto: Per Lange
Søren Huss er ikke meget for at tage medicin. Foto: Per Lange
 

Se også: Kendt vært fyret fra DR: Jeg skal lige sunde mig

Søren Huss er efter sin diagnose begyndt at tænke meget mere over, hvad han putter i munden. Derfor er der ikke længere slik og søde sager backstage, når han skal spille, men frugt og grønt.

En kvart million har sukkersyge

Sukkersyge også kaldet diabetes nedsætter kroppens evne til effektivt at optage sukkerstoffet glukose i cellerne. Type 1-diabetes skyldes lav produktion af insulin i bugspytkirtlen, mens type 2-diabetes forekommer, hvis insulinet ikke virker, som det skal.

Diabetes i Danmark

  • Mindst 252.750 danskere har diabetes
  • 60.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes
  • 300.000 danskere formodes at have forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes)
  • Antallet af mennesker med diabetes er mere end fordoblet fra 2000-2016
  • Diabetes koster det danske samfund omkring 86 mio. kr. om dagen
  • I 2030 vil 430.000 danskere være diagnosticeret med type 2-diabetes

Kilde: Sundhed.dk og Diabetes.dk

Det kan man se på vægten. De sidste fire år har Søren Huss tabt sig 17 kilo, og det er netop ad kostens vej, han vil forsøge at lindre sin sygdom.

- Min læge er jo bekymret over, at jeg ikke tager min medicin. Og det skal hun også være. Men jeg har truffet det her valg og vil se, hvad jeg selv kan gøre, og hvad det gør ved min krop. Måske er der noget benægtelse i det, men jeg vil hellere tilføje gode vaner frem for at tage medicin.

Kæreste død i ulykke
Søren Huss blev et kendt ansigt i Danmark, da han sammen med de andre medlemmer af bandet Saybia for alvor slog igennem i 2002 med sangen 'The Second You Sleep'.

Siden har han også skabt sig en succesfuld solokarriere, og sidste år udgav han sit tredje soloalbum 'MidtlivsVisen'.

Se også: 'Skulle brække sig': Efter Larsens død forklarer Gasolin'-stjerne sig

Privat er han far til datteren Ronja, som han fik med kæresten Camilla Jørgensen, der i 2007 mistede sit liv i en tragisk højresvingsulykke. Datteren var dengang blot to år, og hun overlevede kun ulykken med nød og næppe.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Søren Huss, men han ønsker ikke at give yderligere kommentarer til interviewet.

Mest læste i flash!
Hent flere