Dansk sangerinde står frem: Jeg blev misbrugt som barn

Susanne Georgi har i 30 år båret på en hemmelighed. Efter dokumentaren om Michael Jacksons formodede overgreb står hun frem og fortæller sin historie

Jeg ved, hvad der skete. Men jeg har da tænkt meget over, om folk vil tro mig, når jeg står frem med det nu, siger Susanne Georgi. Foto: A-TV
Jeg ved, hvad der skete. Men jeg har da tænkt meget over, om folk vil tro mig, når jeg står frem med det nu, siger Susanne Georgi. Foto: A-TV

Sammen med sin søster har Susanne Georgi lagt Danmark ned med glade poptoner og ørehængeren 'Dub-I-Dub'. Ingen kunne se på den smilende sangerinde, at hun bar på en grim hemmelighed.

Men nu - i kølvandet på snakken om dokumentaren om Michael Jacksons påståede misbrug af små drenge - har Susanne Georgi valgt at dele sin hemmelig. Og det er lidt af en bombe, hun har smidt på sin Facebook-profil.

'Jeg blev som 12-årig udsat for overgreb af en voksen, flere gange. Jeg har aldrig snakket med en sjæl om det, før få år tilbage, og mine venner og familie vil nok blive noget chokeret over denne update. Hvad fik mig til at vente næsten 30 år i stilhed? Jeg var flov, jeg troede det var min skyld, og hvem vil også tro på mig efter alle de år. Det var nogle af de grunde til at jeg bare holdt det for mig selv, skriver hun blandt andet.

Det, der har fået Susanne Georgi til at stå frem nu, er blandt andet alle dem, der har en mening om, hvorvidt Jackson begik overgreb eller ej.

'Jeg bliver vred og ked af det, når jeg læser om harme Michael Jackson fans, der forsvarer hans uskyld så stærkt. I ved ikke hvad der skete. I ved ikke om han var en engel eller en dæmon', skriver sangerinden, der ikke vil gøre sig til dommer over, hvad der skete omkring Michael Jackson.

- Men jeg ved, hvad der skete i min sag. Jeg ved, hvad der skete. Men jeg har da tænkt meget over, om folk vil tro mig, når jeg står frem med det nu, siger sangerinden til Ekstra Bladet og fortsætter.

- Men jeg kunne bare mærke, at jeg blev så påvirket af alt det med Jackson, at jeg havde behov for at komme ud af med det, siger Susanne Georgi, der var meget nervøs, før hun trykkede 'post' på sin Facebook-profil.

- Men det har faktisk været en lettelse. Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det til nogen, men på en eller anden måde føles det lidt som en del af min helingsproces, at det nu er kommet ud. Det er hårdt at tale om igen og igen. Derfor valgte at skrive det på Facebook. Så ved hele min omgangskreds det, siger hun.

Susanne Georgi, der sammen med sin søster, Pernille, blev kendte som Me & My, fisker ikke efter ynk, understreger hun.

- Jeg har det godt i dag. Jeg er lykkelig og passer rigtig godt på mine to piger. Men hvis jeg bare kan hjælpe en, der har været udsat for det samme som mig, så er det det hele værd, siger Susanne Georgi, der er blevet oversvømmet med kærlighed og støtte, siden hun lagde sit opslag ud.

- Men jeg er også rystet over, hvor mange der skriver, at de har været udsat for det samme. Det er et meget større problem, end jeg troede, siger hun.

Susanne og Pernille Georgi er kendt som Me & My. Foto: Ole Buntzen
Susanne og Pernille Georgi er kendt som Me & My. Foto: Ole Buntzen

Susanne Georgi håber, at andre kan lære af hendes historie. Lære, at det ikke nytter noget at holde misbrug og overgreb hemmelige.

- Sådan noget skal frem. Man skal tale med en voksen. I mit tilfælde gik der mange år, før det gik op for mig, at det var forkert, det der var sket. Jeg vidste det simpelthen ikke, siger Susanne Georgi, der som mange andre ofre for misbrug har følt skyld.

- Og den følelse kan jeg stadig få. Tænk, hvis han har gjort det ved andre. Tænk, hvis det kunne være stoppet, hvis jeg havde sagt det. Men skyldfølelsen hjælper mig ikke, siger hun.

Susanne Georgi oplyser til Ekstra Bladet, at manden der misbrugte hende, er død.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

- Mine forældre må ikke føle skyld

Det er kun et par måneder siden, Susanne Georgi fortalte sine forældre om de overgreb, hun var udsat for som barn.

- Det kom tilfældigt, fordi min mor spurgte mig om mine søstre, om der nogensinde var nogen, der nogensinde havde gjort noget ved os. Så brød jeg simpelthen sammen og fortalte det. Det var som om, der faldt en sten fra mit hjerte, siger hun.

Det var vigtigt for Susanne Georgi, at hendes forældre ikke følte skyld.

- Og det var nok grunden til, at jeg havde holdt det hemmeligt for dem. Jeg ville ikke have, at de skulle føle skyld - for det var ikke deres skyld. Det er kun hans skyld - ham der gjorde det, siger hun.

Siden hun fortalte sin familie om overgrebene, har de brugt lang tid på at tale om det.

- Mine forældre har selvfølgelig været meget rystede over det, men jeg synes, at de har klaret det godt. Vi har snakket om det, og de har snakket om det, og jeg føler faktisk, at vi er kommet godt ud på den anden side, siger hun.